O har du hørt det Nyt! Tartar, den troe Tartar,
Som alle vore Hundes Mynster var,
Og Ulvens Skræk, sin Herre saa hengivet,
Det lille sorte Lam nys opædt har,
Og derpaa Moderen aflivet;
Og siden rasende paa egen Hosbond foer.
”O! er det sandt!„ ”Ja! det er sandt, hvert Ord„
O store Guder! hvem skal man nu troe?„
I Sletten talede saaledes to
Af Hiordens Faar bekymred med hinanden,
Og de desværre talte Sanden.
Tartar, som in flagranti grebet var,
Nu kun sin Død at vente har,
Thi Bonden driver paa en exemplarisk Straf,
Som Egnens Hunde sig kan tage Varsel af.
Og var Processen den Gang ikke seen;
Paa Factum tusend Vidner var for een.
Og hvor man dem end spørger, og forhører,
Det samme Vidnesbyrd hver af dem stadig fører.
Tartar, der om tredobbelt Udaad overtydes,
Med tvende Kugler skal for Panden skydes
Paa samme Sted, hvor han Misgierningen begik;
Til hans Henrettelse den hele Gaard udgik,
Om Naade Hiorden bad for ham, men Afslag fik.
Man ved Henrettelsen anviste den et Sted,
Og Hundene sig stilled’ tæt derved;
Af Sorg, og Skam, de hang med Ørene,
Og uden at undskylde, ynked de
Den Ulyksalige, som deres Broder er;
I dybest Taushed vented nu enhver;
Af tvende Hyrder ført Tartar i Krindsen gaaer,
Mod Himlen graadfuldt Øie han opslaaer,
Og til Forsamlingen han taler saa:
I! hvem ei meer jeg kan og tør og maae
Det kiere Navn af Venner, Brødre, give,
Som Vidner til min sidste Time blive;
O! lader mit Exempel lære Eder,
Hvor langt os en strafværdig Lyst forleder.
Jeg vandred’ Dydens Vei i femten Aar,
Et Feiltrin ud fra den mig faaer.
Hør mine Udaad: Jeg ved Solens Opgang gaaer
Hist ved den store Skov, og vogter Hiorden eene;
Der kom en Ulv, og snappede et Lam;
Løb bort med det, og aad; jeg efter ham!
Han slipper Rovet, for mig selv at falde an;
Men snart er jeg hans Overmand,
Og bider ham ihiel;
Hidtil var alting vel.
Men nu af Hunger plaget jeg beseer
Det halvopædte Lams forføriske Levninger,
Jeg standser, vakkler, men tilsidst jeg dog
Med en strafværdig Tand fat paa det tog.
Seer første Udspring til Tartars Misgierninger!
I samme Øieblik er Faaret der,
Og efter Lammet bræger moderlig;
Nu Sands og Vid forlade mig,
Og da i denne Angst jeg troer,
Hun vil anklage mig for Lammets Mord,
At sætte mig derfor i Sikkerhed,
Jeg dræber Faaret rasende og vreed.
Nu Hyrden med sin Stok jeg mod mig løbe seer,
Og da ei Naade er for mig at haabe meer,
Jeg farer paa ham; men de snart mig lænket faaer,
Og velfortiente Straf jeg nu skal her udstaae.
O lærer, lærer af at see mig her,
At til de største blandt Misgierninger
Den mindste Uretfærdighed kan lede,
At man paa Lastens Vei i Afgrundssvælget er
Saasnart man sætter Foden paa dets Bredde.
Florian.