En Ulv tilligemed hans Naboe Biørnen laae
Paa Sotteseng, de havde begge to
Den samme Svaghed, men hvori den just bestod,
Om det var Podagra med sin den vrantne Mine,
Uleilighed af tykt og slimigt Blod,
En svag Fordøielse, Tandpine,
Til Sagen intet giør; ei heller jeg det veed,
Hvem den Omstændighed
Paa Hiertet ligger, selv maae Biørnens Doctor spørge
(For Mester Ulv, hvis Kaar var Uselhed,
Holdt Facultetet ei Umagen værdt at sørge).
Men hvordan det end gik, og ikke gik,
Saa finder jeg, at Ulven fik
Sin Helbred snart igien. Det første Brug, han giorde
Af samme, var, at han ydmygelig
Opvarted Biørnen, som endnu ei torde
Forlade Leiet; men forundred sig
Ved Ulvens Ankomst, og afmægtig spurgde,
Hvorledes gaaer det til, at du helbredet er?
Og jeg, jeg ligger endnu her!
Mon, svared Ulven, det vel Spørsmaal være kan?
Jeg arme Stymper var ikkun af Sygdom plaget
Men Deres Excellents, i Følge Rang og Stand,
Med baade Sygdom er, og Læge slaget.
Storm.
