En Mand, som paa en Skindmer reed,
Der vidste Vei, og god Beskeed
At gaae saa jevnt og sagte frem,
Og kun at trave lidt, naar den gik hiem.
Blev vaer, en anden ved sin Side
Snart i Galop, og snart i Trav at ride;
Snart over Grøvt og Hegn, snart over Stok og Steen,
Saa han var færdig til, at brække Hals og Been.
Rid dog fornuftig, giør, som jeg,
Og følg, saa raabte han, den bante Vei!
O havde du min Hest at ride
(Gav hiin til Svar, i det han foer afsted,
Og tog den sidste Deel af Svaret med.)
Saa skulde du langt andet faae at vide.
Trojel.
