Tak skee dig, Gud, at jeg kan tænke
Foruden Skræk paa Død og Grav!
Jeg veed, du mig paa nye vil skienke
Det Liv, som du mig engang gav:
Jeg veed, jeg er udødelig,
O! hvor den Tanke qvæger mig!
Saa vist som Jesus Christus lever
O! Fader, hos din høire Haand,
Saa vist af Gravens Grus sig hæver
Min glade uforkrænkte Aand.
Saa vist som han er død for mig,
Skal disse Øine skue dig.
Min Troe, mit stolte Haab sig grunder
O! Herre, paa dit eget Ord;
En Tøddel deraf gaaer ei under,
Forgik end Himmel, Hav og Jord.
Hvad du har sagt, staaer evig fast,
Om Firmamentes Hvælving brast.
Og dette skal dog engang hændes
Paa din den store Rædsels Dag,
Naar Elementerne skal tændes
Og smelte hen med voldsomt Brag,
Naar al Naturen blandes skal,
Og dræbe Tiden ved sit Fald.
Men jeg skal være vel tilmode,
Og synge midt i Verdners Nød,
Skal iile op fra denne Klode
O! Fader, til dit milde Skiød,
Og see paa dens Ruiner ned
Tryg i min egen Evighed.