Sommeraftenen
(Phillis taler)
(Phillis taler)
Hvor daler Solen hist, og smilende
Nedglider bag forgyldte Klippetop
I Vestens Hav! Den qvægede Natur
Udaander Balsamlugt, og Himlens Dug
Neddropper paa hiin spæde Rosenknop,
Som drikker mild dens blanke Perler, mens
Den blide Lærke med en dæmpet Lyd
Paa Redet qvidrer ud sin Aftensang,
Og Nattergalen i den grønne Busk
Høitidelig slaaer stærke Toner an,
Som give Gienlyd i den hele Egn,
Og fylde med en sød og himmelsk Lyst
From Vandringsmand, som hører henrykt til,
Og i ærværdig sildig Ensomhed
Snart standser, og paa Staven støtter sig,
Snart sidder paa en blomstergroet Plet,
Og snart ved Bredden af et Kildevæld
Fortærer glad sin ringe Aftenkost.
Hans stærke Fod af yndig Harmonie
Blier fængslet, og uvillig letter sig
At gaae fra et saa sødt fortryllet Sted.
Smag ogsaa du, Alexis! smag med mig
Den Nektar, som Naturen byder os.
Opluk din Siel, at Liv og Munterhed
Kan strømme ind i dig ved hvert et Pust
Du drager i den ambrafulde Luft.
See, denne Stund er Elskov helliget
Og Pan, for hvem vor Andagts Røgelse
Gaaer op, naar Hvile i sit bløde Skiød
Indslutter Dagens støiende Allarm,
Og alting sover trygt i Nattens Favn;
Da døves ei vor himmelstemte Luth
Af vilde Skrig, af Sysslers Klammerie.
O! huldeste, o! du for hvem min Siel
Er antændt i saa rene Følelser,
Som hiin Najades blanke Væld er reent;
Alexis! følg til vort indviede Sted,
Til Hytten, hvor Jasmin og Gedeblad
Blandt Roser flettet er, hvor Flora har
Med overdaadig Haand strøet Nelliker,
Og Natfioler og Levkoier ud.
Omvind din Tinding der med Daphnes Løv,
Og tag din Harpe ned af hellig Væg,
Og syng om Gudernes Velgierninger,
Og om Naturens Pragt, og om din Brud.
Som Epheu klynger sig til venlig Bøg
Og holder den i grønne Arme fast,
Saa skal din Phillis, naar hun lyder paa
Din Stemme, lige kroe op til dit Bryst,
Og lønne dig med ømme ømme Kys.