Foraars Solen
En frie Ode
En frie Ode
Bort Regn og Slud, bort Vintrens Tyrannie!
Hil være dig, du Livets blide Moder,
Du Dronning blant de skabte Kloder,
Almagtens beste Skilderie!
Du smiler, og bundfrosne Søe tøer op,
Du aander mildt, og Fieldets hvide Top
Skiønt marmorhaard, dit Syn adlyder,
Og tidlig Foraars Strøm af fulde Urner gyder
I den grønsprængte Dal, hvor alt er fuldt af dig,
Og giennemtrængt af dine Guddoms Luer,
Hvor hver en Skabning fryder sig,
Og op til dig, som Glædens Udspring, skuer.
Din Kraft besvangrer Hæggens Knop,
Og vikler ud de spæde Blade,
Du skyder unge Planter op
Paa den fornyede Jordens Flade.
Du spreder Vaar og Varme ud,
Hvert Blomster om din Upartiskhed taler,
See denne Tulipan og Agrens onde Krud
Med lige Kierlighed du lige prægtig maler.
Hvor er du dog i al din Gierning skiøn!
Du Gaaseurt og Kabeleg forgylder,
Du farver Engens Kløver grøn,
Og brændet Rosenknop med Purpur fylder.
Selv Hyacinthens tørre Rod
Til et fornyet Liv og Flor du vækker.
Med en godgiørende og frugtbar Straaleflod
Du Millioner Æg udklækker,
Og hele Jordens Kreds med glade Liv bedækker,
Som føle, Soel! at du er god.
Din Varme alle Dyr til Elskovs Lyst opflammer;
Den vellystfulde Piil hvert Hierte rammer
Fra Skabningens Monark til Midens ringe Søn.
Usynligt Insekt selv sin Mage finder skiøn,
Saasnart du lumrer i dets Bryst.
Den hele Skov er Fryd og Lyst
Og hilser dig i en harmonisk Tone,
Naar Fieldets Purpurrand
Opløfter dig paa din forgyldte Trone
Som Øiet ei for Glands beskue kan.
Maaltrosten synger kun om dig;
Til dig, til dig den muntre Lærke stræber,
Naar tonefuld den flagrer, hæver sig,
Og ryster Duggen af, som ved dens Fiere klæber.
Tiuren brummer ud din Lov
I en harmonisk Bass, hvortil den ganske Skov
Og Klipperne omkring i hele Egnen svare.
Dompapen fløiter sødt, og Irisken slaaer an,
Og den henrykte Vandringsmand
Istemmer selv med denne glade Skare.
Din Mildhed føler selv det stumme Havets Folk.
Knap lader du dig ned paa Vandets blanke Flade,
Før Fiske stimle til, og sprette høit og bade
Sig muntre i din Ild, og deres Lovsangs Tolk
Er Bølgens Pladsken. Dig, Naturens Siel!
Lovsynger oprakt Frøe i sin moradsig Søle,
Din Priis er det, som Plovmands Træl
Den stærke Oxe høres at udbrøle.
Du skaber Lyd udi det glade Faar
Naar brægende det første Kløver smager;
Dig vrinsker Hingsten med opblæste Næsebor,
Naar kaad Medbeiler han paa Flugten jager.
Og jeg! jeg tie stil, mens alt er Fryd,
Naar al Naturen giver Lyd?
Nei! stolte Soel! og jeg vil stemme op:
Men jeg vil synge Ham som din Uhyre Krop
Har giort og antændt med en Straale fra sit Øie,
Den Evige! Den Høie!
Naar jeg af varm og hellig Andagts Haand
Min Harpe faaer, og Harpen klinger,
Da faaer mit Hierte Vinger;
Da svinger sig høitidelig min Aand
Langt op fra Støvets Baand,
Og brændende er da den Tak jeg bringer,
Og sød, som Vaarens Lugt, min Røgelse,
Ja selv min Offersang saa tryllende
At al Naturen den til Taushed tvinger.