End i Livets Foraarsdage
drog jeg hen i Ungdoms Ruus,
Dands og Leeg jeg lod tilbage
i det faderlige Huus.
Ud i Fiernet Hiertet smilte
fyldt af længselfuld Uro;
bort med barnligt Sind jeg ilte,
ved min Pilgrimsstav saa fro.
Thi mig skyndte Haabets Luer
og et Troens Ord fra Hiem:
gaae! det lød: Du Maalet skuer
aaben; rask til Maalet frem!
Kiek Du holde ved, du vandrer
til en gylden Port du naaer,
hist alt Jordisk sig forandrer,
himmelsk alting for Dig staaer.
Aften var det, det blev Morgen,
aldrig standsede min Iil,
stedse blev dog det forborgen,
som jeg søger, som jeg vil.
Bjerge i min Vej oprunde,
Strømme standsede min Fod;
Stie jeg bygged’ paa Afgrunde,
Broer paa den vilde Flod.
Bredden af en Strøm jeg naa’de,
Bølgen op til Østen flød,
fro jeg mig dens Spor betro’de,
kastede mig i dens Skjød.
Til et Hav de Bølger fløde,
didhen vildt de kasted’ mig,
Fiernet ligger tomt og øde,
for mit Blik; men Maalet ej.
Ingen Stie derhen vil føre,
ak! den Himmel over mig
aldrig Jorden vil berøre —
Fiernet aldrig nærme sig.