Skjelmske lille Dreng,
som skyder i Fleng,
— jeg tilstaaer med blødende Smerte, —
du træffer heel snild
med din vingede Piil
i Centrummet af vores Hjerte.
Vel har man afmalt
dig saa grum, og fortalt
os om dine Pile og Bue;
sagt: at Hr. Vulcan,
den Gud-Smedemand,
dem hærder i ætniske Lue;
Sagt: at, hvor du skjød,
var Saaret — Død!
O Skjønne! nu Haanden paa Hierte!
”Ak! var, naar han skjød,
selv Saaret Død,
saa er Døden den saligste Smerte.”
Det altsaa er Tant,
der er intet sandt
af hvad, man har sagt om hans Pile;
og var det — o Møe!
hvor sødt da at døe
for dine sødt blussende Smile.
Dog een Ting er vist:
Snart her, snart hist,
som Bien om Blomsten, han leger.
Naar Lysten er slukt,
han svinger sin Flugt
langt bort fra det falmede Bæger.
Følg derfor mit Raad:
Røv Bien sin Braad,
men nyd al den Honning, den bringer;
naar han nærmer sig, — strax
tag Troskabens Sax,
og stæk hans letsindige Vinger.