Med stadigt Mod vi Skiebnen gaae imøde
med Tillid til den Gud, som styrer Alt!
See, hvordan end vor Lod paa Jorden faldt,
omsider naae vi Livets Aftenrøde.
Om vi bedugge Veien did med Taarer,
og om vi den med Glædes Roser strøe,
Naturen skrev den faste Lov: ”Du døe!„
For den maa Vise bøie sig — og Daarer.
Men Viisdom sanker mangen ædel Glæde
i Dydens Ly, i Venskabs hulde Vraa,
dem Daarskab, tankeløs, kun stirrer paa,
og uden Nydelse maa heden træde.
I Dydens Ly, i Venskabs lave Hytte
nedgydes Himles Forsmag i vor Barm:
vi nyde den, og smile, Arm i Arm,
til vi vort Støv mod Lysets Klæder bytte!