Til en god Moder
paa hendes Fødselsdag.
paa hendes Fødselsdag.
Elskte Moder! Du som under Smerte
Og med egen Fare fødte mig;
Denne Dag et sønligt takfuldt Hierte
Under Fryd og Vemod hilser Dig.
Under Vemod — ak! thi fra Din Vugge,
Giennem lange fyrgetyve Aar,
Solen saae Dig under Modgang sukke,
Saae, at Kummer blegede Dit Haar.
Men den saae Dig og som trofast Moder,
Som Veninde og som kierlig Viv,
Ligne sig — som sine Foster-Kloder
Skienker Varme, Glæde, Lys og Liv.
Derfor blandes Glæde med min Smerte,
Derfor tørre Fryd min Taare af.
Dybt og glad jeg føler i mit Hierte,
Hvad i Dig mig Himlens Godhed gav.
Bønner stige til den Evighøie
Fra et sønligt takfuldt Bryst for Dig!
Elskte, gode Moder! fra Dit Øie
Kummers Taare meer ej snige sig.
Ja! mig Himlen naadig vil bønhøre!
Endnu her belønne den Din Dyd.
Og om fyrgetyve Aar du høre
End dit kiære Modernavn med Fryd!