Her lagdes hen til stille Fred
En Ven af Mag og Rolighed.
Han elskte ikke Last, og haded’ ei det Gode,
Og aldrig var han mere vel tilmode,
End naar med Piben i sin Mund
Han paa sin Sopha glemte Jordens Rund;
Hvad heller stegte Duer kunde spise,
Naar de den Tieneste ham vilde vise
At flyve lige i hans Mund.
I bløde Puder, vel indviklet, han
Her venter evigt Liv bag Gravens Rand,
Ifald den kiære Gud ham kun den Naade viste,
Det lige ind at sende i hans Kiste;
Thi opstaae han ej kan.