Til Naturen
(I Juni 1804.)
(I Juni 1804.)
Dig bebuder min Sang stedse, naar Solens Kys
Høit fra Himlene ned brænder og elskovsvarmt
Livets Roser fremgaaer
Paa din sneehvide Kind, Natur!
Dig omspænder mit Blik ei med sin Ørneflugt,
Og din Herlighed er Tankens unaa’de Maal,
Men mit Hierte dig kiender
Og Almoder paakalder dig.
Der hvor Gisningen døer, høit fra din Stiernekrands,
Dybt til Guldaarens Ring rundt om din Ankel snoet,
Ikkun Hiertet ledsager
Dig i endlos Udvidelse.
Barnlig nærmer jeg mig, moderlig smiler du,
Lig bestraalede Blomst, aabner mit Hierte sig
Og mod Himlene stige
Vemods-Taarer af Dydens Væld.
Uskylds salige Fred aander du i min Barm,
En guddommelig Ro binder hver fredløs Kraft,
Og jeg er saa lyksalig
At jeg ikke kan være fro.
Fuglen sødere slaaer, siddende paa en Blomst
I din kielende Haand, end Homeriders Chor
I Heroernes Haller,
Thi jeg aldrig misunder den.
Elven skiønnere sig vælter blant Riger frem,
Lig en signende Gud, stor i hver Gave kiendt
Den mod Bredden henbærer,
End det vældige Helteliv:
Thi naar Rygtet derom sidder paa Solens Vogn,
Af min synkende Barm Tillid udsugende,
Vil jeg Mængden adspørge,
Om jeg ogsaa er lykkelig.
Frels fra Samlivets Qval mig i dit Æterfavn!
Lad mig barnlig og blid, legende ved din Fod,
Blomster sanke og tænke
Meer ved dem end mit Øie seer!
I din Ynde og Pragt lær mig at skue dig!
I dit inderste Liv lær mig at føle dig!
Dig, den Eviges skiønne
Billedstøtte med Liv og Lyst!
Eller tør jeg maaskee, Blomstrende! kalde dig
Foraarsknoppen, hvoraf Anelsers Verden skal
Som en Alblomst frembryde,
Alt i Himlen og den i Alt?
Høi Betydning, Natur! er i dit Stierneblik,
Fuldt af Anelse er Pulsslag og Aandedrag,
I dit dybeste Indre
Cirkler Guldtidens Aarer hen.
Naar det modnende Aar gløder ved Solens Barm,
Mens Bevægelsen selv blunder paa Vippens Pynt,
Evigheden oplader
Sig i hvilende Sommerdag.
I melodiske Væld Aander udtrykke sig,
Storm fra Skyerne gaaer, Gudernes Sendebud,
Dine susende Templer
Ere fulde af helligt Liv.
Naar ved Solgudens Kys, brændende paa din Barm,
Blomstersiælenes Chor stiger i Offerduft,
Du mig giver at høre
Deres salige Svanesang:
“Sol, du straaled’ os ud, drag os igien til dig!
Du, vort Udløb og Væld! Straaler af dig, vi steeg
Ned til Jorden og hylled’
Os til farvede Blomster ind.”
Da opløses mit Liv, indre Natur! i dig,
Paa Uendeligheds Havblik forgaaer mit Selv,
Kun i Verdenens Hierte
Slaaer mit elskende Hierte med.