Hvergang jeg det Savnede opnaaer
Dog endnu jeg til det Bedre lytter,
Dag for Dag jeg Skranken fremad flytter
Og det Bedre indenfor den staaer.
Men hvor Hesper hist i Taage gaaer,
Skuer jeg Naturens Herculsstøtter;
Som af Ælde satte hen, beskytter
Mod Prometheus’s Afkom Guders Kaar.
Her ved Maal og Skranke Livets Bølge,
Hyllet ind i Occidentens Slør,
Faldende, i matte Slag hendøer.
Dog omsonst! Med alle Glæders Følge
Phantasien mildt den føre tør
Uden for til Salighedens Ør.