1.
Naar, lig Fredens Engel, Maanen svæver
Over Mindehøies stille Rad,
Medens rundt med Dødningvuggeqvad
Gravens Grysle varsler hver som lever,
Da min Siel i trange Fængsel bæver
Og i Anelser bortilet gad,
Thi et himmelskt, ak! jeg veed ei hvad,
Den i svulmet Længselsuk ophæver.
Phantasie, du høit i Stierneskiær
Stiller et Phantom af Fred og Nøie
Ak! og didhen lokker mit Begiær.
O vend om, svæv heller Jorden nær!
Heller dine Syners Slør forhøie
Den til Himlens Lige for mit Øie!