Hvi tør min Fødestierne ei udskeie
Og til din Fødejord nedvælte sig?
Hvi tør jeg ikke, drømmende om dig,
I Dug og Regn nedsmelte i dit Øie?
Til yndigt Brudetelt Sefirer dreie
En varig Blomsterhvirvel rundt om mig,
En Balsomskye derinde folder sig
Til hemmeligt og evigt Brudeleie.
O Længsel og o Trang jeg daaner i!
Derude Sfærers Harmonier stræbe
At smelte hen til festlig Melodie.
Et Foraars hele Lyst er paa min Læbe,
Et jordiskt Glædesæon er et Nu
Bortdaanet i min Favn — hvi tøver du?