Høy-ædle Herrer!
Om en Lands-by-Mand maae træde
For Deres Oyne frem med et enfoldigt Digt,
Og ret paa gammeldags en Kiempe-Vise qvæde,
Da finder De ham her, som forebringer sligt.
Er for en ringe Skænk af Forster vel antaged,
Naar den frembæres af en simpel ærlig Mand;
Har Store Konger dog i Mildhed ey forsaged
Et gifvet Eble, og en haandfuld Kilde-Vand;
At langt om længe, og saa sagte, lunter frem
Et Foster fra min Haand, (som haver Bonde-Nykker
Og er sin Fader ligt) for at opvarte Dem.
Mand veed, at Forsterne, der spüser slige Retter,
Som bliver lafved til af en erfaren Kok,
De vreedis ikke, naar mand Kaal og Melck fremsetter
Paa Deres Taffel, thi den smager Dennem ok.
Saa meener jeg, at om mit Skrift kand ikke holde
Saa skal Forandringen paa Skrift og Skrift dog volde
At simpelt holdes got, og ringe kaldes rart.
Sig selv saa evigt og hoy-priiseligt et Navn,
At Deres ædle Dyd en Balsom-Lugt er bleved,
Der med sin sode Kraft opfylder Huus og Havn;
De dappre Helte, som har deres Konge tiened
Saa troligen, at de har voved Liv og Bloed:
Og Fiinden det udaf saa got et Hierte meened,
De haver Lysning nock foruden denne Lampe;
Hos Stierners Himmel-Glanß der lyser Praasen lidt,
Det veed jeg, ja jeg veed, Høy-ædle! Deres Ære
Vdstraaler alt saa vidt som Christenheden naar;
Saa Deres store Navn skal Verden dette lære,
At mand ved Dapperhed og Dyd til Æren gaar.
Thi er det langt i fra jeg vilde did henfalde,
Og meene, at de det en Ære skulde kalde,
At Deres Helte-Verck optegnedes af mig;
Nej! Dappre Riddere, de Dennem selv har skreved
Det Ære-minde, at een hver af Dem er bleved
Ved Deres Mandighed vor Fiinde til en Skreck.
Hand skal for Deres, som for Lovers Komme ræddis,
Thi hand har proved hvad De udi Skiolden bær.
For Deres Mode hand saa dristeligt skal stæddis,
Som Hare-hierted, der er kommen Trommen nær.
Men hvorfor skrives da? Om ey til Deres Ære?
Forlader mig, at jeg mig taêr et andet Maal:
Dertil: at andre skal af Deres Dyder lære
At viide, hvorfor de bær Sverd og egget Staal.
Thi den er ey Soldat, der praler med Plumatzer,
Og kand ved et Glas Viin slaae Goliath ihiel.
Forsickre dig, at de, der brouter meest og statzer,
Har Hiertet siddendes i Deres Agter-Deel.
Er ingen Kunst, men slaae naar hand i Marken staar;
Viis der, at du i Bryst og Armene har Vælde,
Du da for en Soldat i Lav med Helte gaar.
Mit rette Maal er det, at GUd for alting æres,
Thi hand er eene den, som Seyren kommer fra;
Er HErrens Haand ey med, forgieves Sverdet bæres,
Og gaar mand uden GUd i Striid, hvad er det da?
Derfore haver jeg opdigted Helte-Sange,
Tor sige: Vi har for af dette Slags saa mange,
At hver en Kierling snart med Sange lober om.
Kand vore Tiider vel fordrage Kiempe-Viiser?
Var det paa Moeden giort, saa var det got og ret.
Og hvad skal Viiser til? Hvi har du ikke skreved,
Saa visker mig en Ven i Oret sagte ind,
Et rigtigt Helte-Vers, der var paa Skruer dreved,
Hvis Geist sig svinged op ved ret Poëtisk Vind?
Du kunde taled om, hvor Martis Danske Sonner
Og Pantzer-klædde Born i Birtings haarde Dantz
Saa tumled Fiinden, at hand napped rode Ronner,
Til hand i sole Bloed forloorte Vid og Sands.
Du skulde siunged om, hvor den Tre-forked Herre
Neptunus har begyndt som Sprude-hval at gloe,
Da hand sin Bølge-bow ey maatte mægtig være,
Nu Mars den giorde til sin Magtes Færge-Broe,
Hvor hand med vaade Flab tog til at saget-skumme
Og fraade, som hand var indsæbet til en Tvæt,
Saa Mars begyndte paa hans Bølge-Loft at trumme,
Med Torden-slag i slag og Liuned, som hand ret
Paa Tiimen vilde ham i Haved inde-brænde,
Da Swensken maatte for de Danske Helte staa
For De med Seyer-Kranß fra Striiden kunde gaa.
Du burde sagt os hvor Nereides begræder,
Da Martis Danske Flock med stolte Kiempe-sæder
Midt paa den vilde Søe de Swensker aare-loed.
Du kunde meldet om hvor Themis bort maa vige,
Naar Mars i Sverdets Aadd og Spidz har Retten sat,
Det arme Rygen og Straalsund deraf skal sige,
Dem Kriigens Lue kun har lidet efterladt.
Du burde stillet frem hvor Jupiter lod skrive
Danner-Konning selv et deyligt Gave-Brev
Af Indhold: Vi herved, Dig Dappre Son, vil give
De Stæder, hvilcke sig din Fiinde for tilskrev.
Du skulde tale — Holdt! nu er det Tiid at tie,
Saa svarte jeg, og broed hans Svatzen dermed af,
Beskrygtendes, at hvis jeg længer vilde bie,
Da kom hans Riime-snak omsider vel i Lav
Med Fandens Olde-Moer! hvad haver jeg at giore
Med saadan Hedenske forvorped Dievelskab?
Til HErren Zebaoth mit Offer vil jeg fore,
Ham horer eene til alt, baade Seyr og Tab.
Lad Hedningerne gaa og hæge slige Griller,
At nævne det en Gud, som dog slet intet er.
Art at digte paa jeg mig saa forestiller, (a)
Blomstered der hos sin skiønhed Giften bær.
Men at forklare for et Lærevilligt Øre,
Hvi jeg i Sange har forfatted Kiempe-Tog?
Hvi jeg et Omqvæd og hos hvert har villet fore
Og spendet hver en Sang i liige Tonis Aag?
Da er mit Hiertes Fryed den rette Grund til dette.
Naar Seyer gaar hos Seyer, som Soskende paa rad,
Naar GUd til Pillere i Kongens Huus vil sette
Saa Brave Helte; Hvo vil da ey være glad?
At GUd ved hvert et Vers i slutningen tilbeedis,
Det vil jeg haabe, skal ey kunde synes leedt,
Thi det, i hvor vi end omfkring i Verden leedis,
Om GUd har været med, i Enden bliver seet.
Her er i Dannemark endnu saa Brave Kiemper,
At bedre aldrig var i fordum Tiider til;
Hvorfore jeg min Sang om Dem saaledis lemper,
At den kand riime sig med Kiempe-Færd og Spill.
Har gammelt været gæft, da bedre er at folge
Det gode Gammelt, end det onde gængse Nyt.
Og maa jeg, hvis jeg tor min Sandhed ikke dolge,
Befkiende: at jeg reent vil have om-forbyt
Nye Noders Gangbarhed, thi er det ey en Syge,
At voris Øren kloer kun immer efter Nyt?
Det Gamle kastes bort, som det, der vilde ryge
Om Nyt, og meere Nyt, til at forandre med
Sit Haar og Huve, Klud, Vest, Kiortel, Hat og Vanter,
Skal Haand-verck-Manden ey paa nyest’ Mode famle,
Da skal den fra Paris forskrives, ja fra Rom,
Og naar den kommer nu, saa er det just det Gamle,
Som disse Konstener til Nyt har koged om.
Nu Fruentimmeret Kasketter har optaget,
Og baade for og bag stafferer deres Top.
For meer end tusind Aar, sig just saa nackket op.
Spor Juvenalem ad, hvor de Latinske Fruer
Har bygget Panden hoy og ladet Naken lav.
Er Klæde-slæb og Swantz, hvormed mand feyer Stuer,
En Moede? Flyder mand i Kruuse-dullers Hav?
Det er opkoged Nyt: Vi elsker hoye Speile
Og rumme Bygninger, som var i Moden for
Udi Neronis Tiid, men sig mig, hvo vil beile
Til gammel Helte-Digt?den jagis alt paa Dor.
Kand gammel Daarskab til den storste Moede blive,
Naar vi antager Roms og andres Yppighed;
Hvi skal da gammel Dyd os ingen Moede give,
Er det en Skam, at vi af Kiempe-Viiser veed?
Jeg meen det bedre var, vi holdt de gamle Noeder,
At Kiempe-Sang blev hort i hvert et Gildes-Huus,
End Bander horis nu, naar fulde Sviin de roeder
I Korten-spill, og i Tobak, med Suus og Duus.
De Gamles Kiempe-Moed er værd at efterfolge,
Da deres Trofasthed, som gammel Viin var sterck.
Een gammel Vey og Ven Bedrag i sig ey dolge,
Og saa var Kiempe-Sang ey fordum Borne-Verck.
Jeg skriver Helte-Sang, saa har de Gamle skreved:
Troß nogen viser mig, at ældre Sang er till!
Næst Sange, hvorudi GUds store Navn er bleved
Høypriiset; thi jeg dem for ældst erkiende vil.
Har HErrens egen Aand i noget vildet viise
En deylig Synge-Kunst, da var det Helte-Sang. (b)
Naar hiine stiilte paa med Andagt GUd at priise,
Da stemmed denne paa en yndig Riime-Klang.
Gack fra Ebræerne til alle andre Slegter,
Helte-Sang er alt det ældste, som du faar.
Der voldt, at Dyden ey af Alderen tog skaar.
De gamle Skialdrer har i Norden stedse været,
Og dette holdt i Priis end og i Konge-Hoff,
De Riime-Mestre har sig udaf Kunsten næred,
Omsiont os siunes nock, at den var noget grof.
Frode Fredegood endnu i Norden nævnes,
Odins Minde veed af ingen Undergang,
At os en Eftersagn af Dan og fleere levnes,
Det voldt den Skialdre-Flock, der smugt om dennem sang.
Den store Keyser Carl de Gamles Viiser yndte,
Og loed dem samle som et dyrebart Klenod.
Og Saxo kunde sin Historie udpynte,
Som Jislands Sange jo velvillig toeg imod.
Jeg vil om Grækerne og Romere ey tale,
Som dog omsider fra de andre skeied’ af,
I det de Fabel-viis har alting villet male,
Og Riime-Konsten bort til Glemsomheden gaf.
Der varer dog en Sang, som Pindarus har reved,
Og blev betalt derfor end ogsaa dyre nok,
Homeri Iliader ud; En Flaccus og er bleved
Saa hoeyt som Maro elskt, og regnet blant den Flock
Den selv Augustus om sig gierne maatte liide.
De gamle Barder og de Druider med Lyst
Har muntred Deris op ved Feide-Sang at striide.
Biærke maal gav Ild i Norske Kiempers Bryst.
Hvi skulde vi endnu da ikke Viiser digte,
For at opmuntres ved til Mandighed og Dyd,
Nu vi og Kiemper har, som drabelig tor figte
Og ræddis ikke for de stolte Vaabens Lyd?
Har fordums Kiemper holdt det for et Manddoms Stykke,
At ikke blunde ved Jern-bundne Nævers Slag;
Stoed Kiempe-Moed der i at de sig lode tykke,
Og Døden Dennem var kun en foragtet Sag;
Da troer jeg, kom de nu i vore Kiempers Lege,
Og saae hvad Mord-Gevæhr de Karle laver til,
De ved den Torden-Ild vel skulle vorde bleege,
Og sige: Vores var, mod nu, et Borne-spill,
Hvi synger vi da ey om disse Tiiders Helte,
Kongen selv og om hans Danske Kiempe-Mænd?
Om dem, der haver saa med Fiinden spendet Belte,
At det har knaget i hans baade Ryg og Lænd?
Som blodner meere end som skiærper Mande-Moed.
Saa snart en Syndere paa Retter-stedet stillis,
Saa er en Viise, om hans synd og straf, paa Foed
At rende Landet om; saa skal de usle Navne,
Dog andre til en Skræck, ha’ deris lange Spott;
Men Brave Helte, som kand heele Riger gavne,
Dem siunges lidet om, kand det og kaldes Got!
Det gaar i Verden saa, at efter Got ey sporges,
Thi beste Gierninger har fleeste Avinds-Mænd.
Den Hest, der slæber mest, hand ofte mindst besorges,
Den lønnis stundom best, som er en Hyckel-svend.
Men vores Kiempe-Flock kand Mayesteten takke,
Hand er den Herre, som har Lyst at lønne Dyd.
Ham ingen Tunge kand ved Hycklerie besnakke,
Og ingen skuffe ved en Smiger-Tales Lyd.
Hand troer det som hand seer, hand elsker det hand prover,
Hvo ærlig er og tro, kand haabe Gunst at faae;
Hand lønner Kongeligt enhver, som Dyden over,
Hand setter Dapperhed sit rette Smykke paa.
Hvi skulde vi da ey om begge disse siunge,
Om Kongens Fromhed og hans brave Kiempers Dyd.
Hvor Møye krones med sin Ære-Løn, hver Tunge,
Der neppe barer sig, den qvæder jo af Fryd.
Om jeg end sorrigfuld har tænkt til evig Hvile (c)
At legge ned hos den Høy-Salig Dronnings Grav
Min Digte-Pen; saa maa jeg dog nu til at stiile
Paa Helte-Sange, nu da Himlens Herre gav
Min Herre Kongen Seyr til Vands og Lands tillige.
Jeg vil at hver en Mund skal priise GUd derfor,
Og i den blodig Kriig med Hiertens Glæde sige:
Vi have sidt i Fred, og haft saa gode Kor!
Jeg vilde Brave Mænds Idretter skulde klinge
I hvert et Øre, til en god Opmuntrelse.
Derfore skriver jeg de Sange med saa ringe
Og simpel Digter-Art; jeg meener det kand skee,
At hvo som for er van at siunge gamle Viiser,
Skal let til disse Nye selv finde Melodi.
Mit Øye-Meed er det: Jeg GUd og Kongen priiser,
Som os ved Seyer-Haand for Fiinden har holdt fri.
I min Eenfoldighed, nest hellig Sang jeg holder
Den Helte-Sang, som kand opegge os til Dyd,
For beste Sang: See! det, Høy-ædle Herrer, volder
At jeg om Kongens Tog og Deres Daad med Fryd
Har vildet siunge: dog det kand sig og vel hænde,
At jeg om Dennem paa en anden Tiid og Sted
Skal give meere, om de ikkun vilde vende
Til Deris Tienere et naadigt Øye need.
Vil de forundre Dem, hvi dette nu bag efter
Med sine Snegle-Fied frembryder for en Dag,
Da, omendskiont ved mig Langdrægtigheden hefter,
Saa er den Seenhed dog ey gandske uden sag.
Mand veed hin Bamse-Biorn, hvor tyk hand er og lodden,
Gaar dog mod Vinter-Tiid til sovns i Hulen ind,
Mand seer, at Slangerne kand ikke vende Brodden
Mod Kuldens haarde Tvang, men har det samme Sind
Som baade Storck og Stær, som Svalen og som Viben,
De flyver alle bort, min Digter-Geist og droeg
Med disse væk sin Vey, ved Vinter-Kuldens Kniben,
Saa jeg bag efter den et Nap-i-Veyret toeg.
Foruden dette kom mig og et Syvn i Sinde,
Som joeg en hastig Skræck ind i min Digter-Aand,
At jeg skar Traaden af, da best jeg skulde spinde,
Og bandt den om igien kun med en langsom Haand.
Mig siuntis, at jeg kom for et Pallatzis Dørre,
Hvor Store Heldte saaes, med mine Sange frem,
Strax modte mig det Bud: Du skulde komed forre,
For sildig nu, gack kun med dine Sager hiem.
Jeg spurte ad hvorfor? Mig svartes: Taabe-Nakke,
Kom hid, kiig ind, og see hvad dig til Hinder er!
Jeg havde nesten styrt: hos Pakke saae jeg Pakke
Af lutter Ære-Vers og lange Titeler.
Her stoede Store Mænd af Myndighed og Ære,
Hvis lærde Penne-spind har baade Fynd og Klem;
Her stoede de, som maa de Floyels Vinger bære
Paa deres Kiorteler, som ziirlig bragte frem
I kostelige Riim de mandige Bedrifter,
Som Kongens gæve Mænd mod Fiinden ovede.
Her stoede andre, som med skienne rare Skriffter
I allehaande Sprog for Efterkommerne
Opregnede alt det, som er forhen passered,
Her var vel Tusinde, som havde Vers levered.
Jeg blev ved dette Siun nu baade heed og sval,
Og drog min Næse strax tilbage, jeg mig vendte,
Og sagde hos mig selv: hvad vil du giore her?
Dig Skam til Takke, om du kommer disse nær.
Naar alt er giennemlæst, lad dit saa lobe ind;
Er end din Digten slett, din Viisdom ikkun liden,
Det sletteste kand tit fornoye storste Sind.
Er alt end ikke got, der tor dog hittes noget,
Som mand maa sige, at mand for har ikke seet.
Er det ey udstaffeert, ey bunted eller broged,
Alt nock, naar det ikkun er ikke stygt og leet.
Hvi skulde mand endnu ey Viiser turde digte,
For at opmuntres ved til Mandighed og Dyd;
Nu vi og Kiemper har, som drabeligt tor figte
Og ræddes ikke for de stolte Vaabens Lyd?
Jeg greeb min Penne-Feer, tog til igien at skrive
For det afbrudte Verck at flikke noget paa,
Og da min digter-Geist fik atter lidt til Live,
Da loed jeg hende af med denne Ordre gaae:
Gack Silde-fæding hen, hor til, hvor du befaldes
De Store Kiemper, for du bliver klædt i Prent.
Vil de dig ey forsmaa, da beed, at du maa kaldes
De dappre Danske Mænds
dybydmygste
Client.