Saa mange Dyder Kierligheden føder,
Saa megen Fromhed som vi før ei ahne;
Dig hylder jeg, du Zirtlighedens Fahne!
For dig min Kraft, min Sjel, mit Hjerte gløder!
Vel veed jeg vist, at Hjertet ofte bløder,
Naar Jordens Søn betræder Himlens Bane,
Naar Jordens Søn vil Solens Luer rane,
Naar Verdens Lyster i sin Aand han døder.
— Men, havde Pillegrimmen ei tillige
Paa Veien med en Stav, et Sværd, et Anker,
Hvortil han støttes kan i sine Krige?
Og ved hvis Syn opvækkes Fromheds Tanker?
Og som ei selv mod Helveds Hær vil svige?
Har han ei Korset med, hvor hen han vanker? —