Nu blomstrer Kabbelejen langs gamle Dynæs Strand;
saa ensomt Borgevolden sank i Drømme,
men Kabbelejens Blomster staar i den samme Brand,
og lige frisk gaar Hjulsøs dybe Strømme.
Her boede før en Kriger, en Sanger nu her bor;
hver Tid for nye Syner Pulsen banker;
men Kabbelejen drager sin juni-gyldne Snor
igennem alle Tiders Sommertanker.
Og Kabbelejen gror paa den samme danske Eng,
hvor Bondens Føl og Plag fik Kraft i Krydset,
og hvor den blonde Pige paa gule Blomstervæng
fik røde Kinder under Høsletskysset.
Vel er den ej saa pragtfuld, ej paa saa højt et Sted
som mange andre straaler den og skinner.
Nej, i de side Enge og ved den lave Bred
beskedent hen dens Sommerdage rinder.
Dog, Kabbelejen er som det danske Lands Symbol,
saa fuld af Sol og Saft og Sommervæde.
Saalænge Engen vælder og grønnes under Sol,
vil Kabbelejens Blomst vort Øje glæde.
Den træder ud i Vandet, som om til Bad den gaar;
den Bondepige løfter bly sin Kjole;
den ser sit eget Billed, forundret stille staar
og lar sig rigtig, rigtig gennemsole.
Du kære Kabbeleje, min Barndoms Sommerfryd,
der nu mit Manddomssæde gyldent kranser,
skin trofast for din Digter som Dynæs bedste Pryd,
du Lys for Hjulsøs Bølger, mens de danser!