Der er langt hertil fra Ægyptens Land,
paa Vejen kan meget hænde!
Den Storkefrue har mistet sin Mand,
stod ene i Maaneder tvende.
Hun kommer altid en Stund før den Mand
— som huslig og pligttro Mage.
Faar Reden renset og gjort istand,
(han ynder ej Rengørings-Dage!)
imedens han „lufter” sig lidt endnu
paa Vej fra Nilflodens Enge . . .
Saa kommer han, frisk og glad i Hu.
Men denne Gang tøved han længe.
Fortrød han mon Rejsen? Vendte han om
til Faraos federe Moser —
og valgte den slangefyldte Vom
for Elskov blandt danske Roser?
Hvad eller — fløj der en Solskinsdag
en langbenet Mø ved hans Side,
som lokked ham med til et andet Tag?
Ja — sligt kan man aldrig vide!
For alt, hvad et Mandfolk kan faa sig til,
kan ingen Fru Stork udtænke!
Og Livet — det staar jo altid paa Spil;
maaske er han skudt — og hun Enke.
Men møder han ikke — som dog hun tror,
trods Spurvenes Sladdertunger —
saa kommer ej „Storken” til Storkemor,
og Æggene biir ej Unger.
Thi stirrer hun spændt over Redens Rand,
med Længsel, som ej ta’r Ende.
Men, ak, der er langt til Ægyptens Land!
Paa Vejen kan meget hænde . . .