Du tog om mit Hjærte. Det slog i din Haand.
Du løste dets dybeste Længsler af Baand.
Det slumrede sorgløst, til Dagen du kom —
en Verden af Drømme laa udenom.
Derind, hvor næppe jeg famler mig frem,
dér traadte du sikkert — som En, der gaar hjem.
Jeg følte Hændernes livsvarme Tag
lukke sig tæt om mit Hjærteslag . . .
Da vaagned mit Hjærte, jublende frit!
Det kendte sig selv — var grænseløst dit —
og fik gennem stigende Længsels-Flom
Kending af Hjærtet, hvorfra det kom.
Da saa jeg mig om som aldrig før:
der laa et Barn og frøs ved min Dør.
Og Verden kom ud af sit Drømmespind —
haandgribelig nær. Jeg favned den ind,
dens beske Taarer har brændt min Kind.
Og fler vil komme — endeløst fler —
thi den, der med vaagent Hjærte ser,
faar aldrig en sorgløs Time mer.
Du vakte mig op — og Livet blev stort:
Lidelse „meget mangfoldiggjort”,
en Verden af Længsel der skælver i mig —
mit vaagne Hjærte, det skylder jeg dig.