Jeg saa en Sal. Ved Døren skjult jeg stod.
En lønlig Helligdom sig tyst oplod.
Dens Loft var rakt mod Sky som Kirke-Bue,
der brændte Lys — med mat, urolig Lue.
Derinde stod et Leje — purpurrødt.
Der laa et Barn — det Barn var koldt og dødt —
skjult bag et Klædes Folder, hvide, lange . . .
Jeg løfted ikke Klædet — blev vel bange — —
Thi Salen kendte jeg — fra tusind, tusind Gange!
Den Sal, min Ven, er Hjærtet i dit Bryst.
Det Barne-Ansigt dér, som Død har kyst —
jeg skjuler det i Angst med strakte Hænder . . .
Gud hjælpe mig — bag Klædet jeg det kender.
Gud hjælpe mig — er hun derinde død,
det synes bedre, var hun aldrig fød!
Du kan ej slette hende, kan kun dræbe —
og Døden ved dit eget Liv vil klæbe.
Thi bag din Løndoms røde Purpurflig
hun tynge vil dit Hjærte som et Lig.
Han kom igennem Folkeskarens Vover.
„Den lille Pige er ej død. Hun sover.”
Han tog den slappe Haand saa livsensfast.
„Talitha Kumi.” Dødens Lænke brast. — —
— Aa, kom igen, af Paaskesol omgivet,
og rejs det Barn, som tørster efter Livet!