— — Aa nej, det var ikke Regnen,
som strømmed saa tæt igaar,
saa raslende tungt derude.
Det var mit Haar,
som flagred sig træt mod din Rude.
Aa nej, det var ikke Vinden,
hvis klagende bange Mund
kunde saa sukkende længes.
En Hvisken kun
fra den, som ude maa stænges. — —
— Der gaar en Bølge af Længsel
fra hvert et Aandedrag;
fra Hjærtets rastløse Banken —
og Nat og Dag
den brydes, den brydes mod Skranken . . .
Men kunde den Skranke falde,
og sad jeg en Dag igen
bænket med Fryd ved din Side
den svandt ej hen
min Længsels navnløse Kvide.
Thi ind — langt dybere — vil jeg . . .
Helt ind i det Tempelhus,
du gemt for Alverden dølger,
hvor Aandens Sus
gaar henad din Tankes Bølger.
Helt ind i dit Skjulested vil jeg,
hvor tyst bag Helligdoms Hvælv
din røde Livskilde rinder . . .
Og hvor dig selv
saa kendt og ene jeg finder. — —
— Aa nej, det er ikke Regnen —
det er ej den høstlige Vind,
som sukker saa tungt derude! — —
Et Hjærte slaar mod din Rude:
vil ind, vil ind!