Gives der vel en Glæde paa Jorden, der er saa dyb, som den, der er blandet med en sød Smerte? Det er en underfuld Himmel Du har beredet for os, evige Godhed! Hvor kunde vi ellers have en saa dyb Længsel, og midt i denne bittersøde Længsel føle en saa inderlig Glæde? Men lad os leve længe, paa det vi ret kunde vorde rene, inden vi komme til Dig.
Giv mig mange Aar at leve i, at jeg kan vorde Olding! At jeg ikke skal gaae heden i en Tid da jordisk Sorg endnu fylder mit Hjerte, og Solen staaer hed over min Isse. Men at jeg, bortdød fra al Brynde og Begiær — ak leve kunne vi nu eengang ikke uden at brænde — kan i den rolige Aften skue roligt hen paa Livet og med glad Hjerte lade Dig sørge for alting, Herre! —
Hvor nær ligger os dog Fornemmelsen af Livets Intethed. Under Latter og under Taarer kommer den frem i os. I Latteren glæde vi os ved ret at giennemnyde Intetheden i det, der er Intet. Latter er en aandelig Tilintetgiørelsesact. Men atter under Taarer fremkaldes saa ofte den uendelige Fornemmelse af det Eviges Væsenhed og Fylde, netop ved Følelsen af jordisk Ringhed og Svaghed, Tranghed og Intethed. Vi føle da vor snævre, personlige Existents løsnet; det er, som vi maatte stræbe ud, vidthen til den Uendelige, gyde os ud i den Evige, udaf disse trange Baand, og vort Øies Kilder strømme over i Taarer. —
Lee kun, søde, livfulde Pige! Men med Veemodens Taarer vær sparsom! Det Høieste og Helligste træder kun i faa Øieblikke i sin hele Fylde ind i os. Du har mange Timer til at arbeide og sysle i Husets mangelunde Forretninger, men kun to korte halve Timer daglig har Du frie til Bønnen. Sex Dage kræver Jordelivet af Dig, og kun den syvende tilhører Himmelen; kun paa een blandt syv Dage er Tiden saa fri, at Tanken paa jordisk Nødtørft aldeles kan vige, og Tanken paa Herren udfylde og oplive hele Sjælen. Det Høieste og Helligste kommer kun i forbigaaende Øieblikke til at udfylde os aldeles. Derfor vær sparsom med Veemods og Længsels Taarer. —
Af alt, hvad et Menneske kan skiænke et andet, af alt, hvorved det kan være høist velgiørende, ja være som en Gud for et andet, er intet herligere og vederqvægeligere, end det, hvad et Menneske kan give os umiddelbart i sin egen Personlighed, blot ved at være og leve for vore Øine, naar det fremstiller det dybeste Guddommelige paa Jorden i sin egen umiddelbare Tilvær, i en levende Aands bestandigen friske livelige Bevægelser, og i et rigt Menneskehjertes usigelige Fylde. Derfor have ogsaa til alle Tider i Videnskabens og Konstens Rige de virket bedst og meest, i hvis Værker tillige en dyb, ædel og herlig Personlighed aabenbarede sig, saa at det opvakte Sind fra Værkerne lededes til at gaae til den deri fremtrædende Forfatter og at denne selv blev en idelig ny glædelig Beskuelses-Gienstand. En saadan Forfatter giver os, naar vi nu komme til at erkiende og elske hans hele Individualitet, uendelig meget mere end hans Ord udtale; han giver os i sine Værker en uendelig Verden, og tilligemed den sin egen af denne uendelige Verden bevægede og opfyldte Aand. Derfor have Sophokles og Shakspeare og Göthe virket saa usigelig meget. Derfor virker Platon ganske anderledes dybt, end Aristoteles, der neppe giver os meget mere, end det vistnok utallige meget, som hans Ord ligefremt udtale, medens en Dialog af Platon ofte, endog i det den kun udtaler lidet, bringer de høieste Anskuelser til at stige op i os og aabner den høieste Erkiendelses hele uendelige Verden. Men fremfor alle er denne Individualitetens Magt og Virkning øiensynlig hos Luther; til en saadan Reformation vare alle Ord og Taler og Skrivter ikke nok. Dertil hørte netop en saadan Individualitet.
Den vanskelige, ja vovelige Opgave, at foreene dyb Philosophie i philosophisk Form med en skiøn Poesies til den umiddelbare Sands og Følelse talende Virkninger, er maaskee aldrig løst paa en saa heldig Maade, som i Platons Phædon. Medens Platon her mere, end han pleier, har samlet sine vigtigste philosophiske Lærdomme, og concentreret dem om eet Punct, Sjælens Udødelighed, lader han os tillige skue Socrates’s herlige Individualitet aabenbare sig i mange characteristiske og smukke Træk. Og hvad der skal gives os, gives os dobbelt. I det Socrates efterhaanden i Samtalens Gang udvikler de dybsindigste Ideer over Menneske-Existentsens indre Væsen, see vi tillige i ham selv et Menneske, der endnu paa sin Dødsdag er saa levende overbeviist om Udødeligheden og om en Fremtid, han med Roe og Tillid kan gaae imøde, at han er ligesaa opvakt og rede til philosophiske Samtaler og til munter Skiemt, som ellers. — Hans Personlighed, vi levende skue for os, og hans Ords dybe Gehalt, træffe i den Virkning de giøre, aldeles sammen i Eet.
Den sokratiske Ironie, saaledes som vi kiende den af Platon, og den Ironie overhovedet, der i saa mangelunde Skikkelser kommer igien hos de ypperste Mænd, for Exempel hos Göthe, hvad monne den dog vel egentlig være? Det første i den er det frie Blik paa Livet, et uhildet Sinds klare, rolige, omkringskuende Øie, med en aldeles tryg og uanfægtelig Overbeviisning om, at noget, der er ophøiet over al Vexel, og alle særlige Former, har en uendelig Realitet. Men dertil kommer nu Øie for de mange Maader, paa hvilke dette uomskiftelige Værende støder sammen, eller mødes med de mangelunde særlige og øienblikkelige Yttringer i Livets idelig vexlende Spil. Det klare overskuende Øie seer, og det friske Sind forlyster sig ved at bemærke snart de uvitterlige Overeensstemmelser, snart de sælsomme Contraster, hvori Livets individuelleste Yttringer, endog de allerubetydeligste, ofte komme til at staae med det dybeste Sande og Værende. Ironien er en episk Rolighed og Klarhed i et til lystig Skiemt stemmet Sind; og det indre bevægende Princip i dens Vittighed er den altid tilstedeværende, altid til at yttre sig rede Fornemmelse af en høiere Tilværs uendelige Væsenhed. —
Mennesket er saa lykkeligt, at hans Blomstretid ei er forbi, fordi hans Frugttid er kommen, men at hans Liv, ligt Sydens duftende Orangetræ, paa eengang kan byde Blomstre og Frugter, begyndende og fuldmodne, til Skue. Dette betænke han da, og give ei Slip paa sin Vaar, fordi hans Frugttid er kommet.
Da i Sommerens Tørke Bladene paa den kraftfulde Eeg deels visnede, deels aades bort af Orme, svandt dens Safter ikke hen, men skiøde et nyt, friskt og venligt Løv, hvormed den endnu stod grøn midt i November. Tænk paa Eegen, Du, hvis Vaar og Sommer leed under Tørke og gnavende Ormes fortærende Gridskhed! Saml Du Kraft og Dit Livs Safter, og stræb at skyde et nyt Løv og at forynges, medens Kraften endnu er der, paa det at Du i Din November kan nyde, hvad Din Maj nægtede Dig.
Men hvor rinder Foryngelsens Kilde, og hvorfra kommer Kraften, og komme Livssafterne til en nye Ungdom? En anden Kiærlighed er tilbage, naar den første Kiærlighed ei bragte Dig nogen blivende Fylde. Hvis den rigt udbredte Mangfoldighed, der i Dit Livs Morgen, bestraalet af en opgaaende Soels venligrøde Straaler, laae saa indtagende og vederqvægende for Dit Øie, hvis den nu under Middagssolens Hede ei mere har noget Tiltrækkende, men stundom synes at ligne en ødelagt Stads udbrændte Mure og tomme, uhyggelige Grunde, saa indslut Dig i Dig selv, gaae ind i Dit Inderste, og kald, under stille Betragtninger og under en uafbrudt Menneskekiærligheds stille Tieneste, den anden Kiærlighed frem af Dit Inderste. Opelsk og nær den med Taalmod og Ydmyghed og rolig Hengivenhed, til den kan udbrede sin Fred i Dit Inderste, at i dens milde Lys alle Skikkelser i det store ydre Liv igien kunne hæve sig frem, og faae Glands og Farve tilbage. Men forlang ei strax at høste, fordi Du troer nu at have saaet nok. Betænk, at ethvert Liv vil ulme og spire og voxe langsomt og efterhaanden. —
Det er noget uendelig Stort og Sjæleopløftende, at vi midt i det ringe Liv, vi ofte leve paa Jorden, afhængige af tusinde Ting, og arbeidende for tusinde lave Fornødenheder, hildede i mange Bekymringer, og ængstede ved mange Sorger, ikke meget kyndige om det, der er, og som oftest blinde for hvad der vil komme, feilende tusinde Gange og ei sjeldent endog gaaende i Blinde, hvor det blot kommer an paa, hvad vi selv ville, det er noget uendelig stort og sjæleopløftende, at vi midt i denne vor Aands allerførste Barndom, i denne jordiske Armod kunne knytte os til og tilvinde os og eie det Allerhøieste og Herligste, hvortil nogen Tanke kan stige: Gud og hans hellige Aand og Kraft, der er bereed til at leve i os og opfylde os, naar vi af al Magt attraae den og gribe den og rense os selv til at være dens rene Kar. Men kun efter langsom Øvelse kommer dette Herrens Liv til at leve i os med sin fulde Styrke. Ogsaa dette er et efterhaanden tiltagende, sig udbredende Liv, og ingen forsage, fordi hans Væxt ogsaa i Aanden gaaer langsomt.
Ad mange Veie drager Herren os til sig. Mangen kommer kun til ham giennem bitter Smerte. Kun den, der forstaaer retteligen at fortabe sig selv, gienvinder sig selv tilfulde. — Men kommer han først saavidt, at han nu ganske giver al sin Higen og alle sine Ængstelser hen til Herren og af Hjertet siger: nu skal du allene raade, Herre! jeg vil nu ikke mere raade, men finde mig i alt, og ville hvad du vil og intet andet: da er der en underfuld Kraft i denne resolute Gudshengivenhed. Ja der er en underfuld, næsten physisk Kraft i denne Gudshengivenhed. En vis Stilhed vender tilbage i Sindet og Herrens Fred indtager det efterhaanden, Livet faaer efterhaanden et glædeligt Udseende igien; og hvad vi troede ikke for os mere at være mueligt, gives dog tilsidst. Ja, naar Mennesket meest har givet sig hen i Herrens Haand og givet Slip paa al sin Begiær, og med et udeelt Hjerte bragt sig selv, som et reent Offer til Herren, da har stundom en udvortes Befrielse eller Hjelp indfunden sig, hvor den mindst ventedes. Hvis I kun havde Troe, siger Herren, I kunde flytte Bjerge. — Det er her med denne fulde Gudshengivenhed, som med Bønnen til Gud. Hvor mangen, der i sin høie Nød bad til Herren, saae ikke sin Frelse komme Øieblikket efter, som om han ved Bønnens Magt havde trukket Hjelpen til sig. Og kom end Hjelpen ikke, saa gav dog Bønnen en næsten utrolig Kraft til at bære Nøden, og hvad Mennesket ikke troede mueligt for sig, blev ham let. —
Holder Helligdagen hellig! — Glemmer ikke, at den er givet Eder, for at I paa den skulle bortkaste Jordelivets Sorger og Dagens Forretninger. Paa det i ganske skulle leve i Herren, og friske og glade føle Livets indre Frihed og indre Dybde. Det er en sand Sjælediæt at helligholde Helligdagen. Vi kunne ikke altid være hensjunkne i Herren med alle vore Tanker, med vore Følelsers hele Fylde. Saa maae vi da have Øieblikke, i hvilke vi rive os løs fra alt andet og stræbe ganske at være i Herren, og at føle Livets Salighed i ham. Saaledes nære og fremelske vi i os det Liv, der lever for Evigheden. Paa Jorden vandre vi og mod Himmelen opløfte vi Øiet. Mange Fordringer giør Jorden til os, og det er farligt at glemme dem, farligt at glemme, at ethvert Menneske maae have et jordiskt Kald og ret voxe fast i dette, at han ei skal kastes ustadig frem og tilbage fra eet Sted til et andet. Men for alting fortrænge Tanken paa den jordiske Pligt, ikke Tanken paa den Evige, den Tanke, at hele Jordelivet allene er til for at tjene Herren. Derfor have Mennesket visse Tider, til hvilke han, slippende alt andet, gaaer ind i sig selv: derfor holde han Helligdagen hellig.
Holder Helligdagen hellig, I Herskaber! og sørger for alting for at ogsaa Eders Tienere kunne det. Det Brød, I give dem og troligen søger at give dem til rette Tid, for at de ei skulle have nogen Grund til Klage, det trænge de ikke mere til, end til at høre Guds Ord og at opbygge sig derved med et friskt, glædefuldt Hjerte. Thi Mennesket lever ikke af Brød allene. Netop de trænge snarest til at have frie Mellemrum i deres Tid, i hvilke de kunne kaste al Livets Sorg og Bekymring fra sig og nyde en frie ubunden Existentses rene Fornemmelse. Giører Søndagen let for dem.
Holder Helligdagen hellig, I Forældre og Lærere! og drager Omsorg for Eders Børn, at de paa denne Dag ikke trykkes af nogen Tanke paa det, de skulle lære. Kræver derfor ikke meget af dem om Mandagen, for at de ret kunne føle sig fri om Søndagen. Ogsaa for dem er dette en sand fornøden Sjælediæt. Sørger vistnok for, at de ogsaa om Søndagen have Sysselsættelse nok, paa det at denne Dag ei skal blive dem en kedsommelig Dag og behæftet med denne Kedsommelighed skal forfølge dem hele Livet igiennem. Men lader det være en nye, glædeligere, friere Sysselsættelse, for at de ret kunne blive vaer og fornemme, at Dagen er Herrens, og at Herrens Dag er en anden, end alle andre.
Holder Helligdagen hellig, I Præster! Betænker, at blandt de gode Mennesker, der høre Eder, mange ikkun have den ene Time i hele Ugen til at nyde Guds Ord, og qvæge sig derved af Hjertens Grund. Bruger kun enhver god Time i alle foregaaende sex Dage for at samle og giennemtænke og at uddanne i Eders Tanker, hvad I vil sige den syvende Dag. I skulle i den ene Time give Eders Tilhørere det, hvorved de ville styrke og nære sig, opbygge sig og holde fast i alle gode og onde Timer, i alle sex følgende Dage, ja maaskee i mange flere i det hele kommende Liv.