Her er jeg da, o Viisdoms Gudinde, du Menneskeslægtens Ziir og Trøst. Jeg kommer til dig efter et langt Dagarbeid: og søger nu her det Læ for Storm, for Hede den Skygge, som du aldrig har nægtet dine Tilbedere. Jeg kommer med en lille Skat af Erfaring. Du hviskede mig selv bestandigt i Øret, at sanke Sibylla’s Blade snarere paa Naturens og Statens lyse Skueplads, end i Cellens Tusmørke. For at studere disse Blade i Ro, og, hvis de yndes af dig, for at fortælle hvad jeg lærte, kommer jeg nu mod Aften til dig. O Himmelsendte! Indtryk paa hvad jeg lærer dit Præg. Mit Arbeid vil da af Retskafne blive paaskiønnet.
Hvor deilig, hvor minderig er ikke denne Egn hvor vi mødes! Jeg træffer dig her i Danmarks Tempe: i den livsalige Egn, mellem Sundet og Moderstaden; hvor Lunde, Aaer og Kildevæld, og løvrige Høie lokke Oceanet ind i en Bugt, for at danne her en Havn for trætte Skibe. Den Gamle lister sig frem giennem det smalle Sund ved Helsings Øre, hvor han ligesom med Taarer i Øinene bedugger denne længselfulde Kyst, der, for Fredens Sysler saa riig paa Læ, skulde af Fiendehaand saa uventet voldgiæstes. Tværs ud for Udsigten ligger i Søen det høie Hveen, hvor Brahe, af dig, o Viisdom, veiledt, sad om Natten og stavede paa Stjernerne, og eftergiorde om Dagen Himlens Maskineri. Her paa Stjerneborg besøgde ham Englands Konge Jacob; ligesom han selv siden blev Keiser Rudolph en kiærkommen Giæst. Mod Sønden slipper Hveen betids for at aabne en Udsigt til Landskrone; ligesom den mod Norden holder tidligt op, for at ikke Taarnet i Helsingborg skal unddrages Øiet.
I senere Tid skrydede Britten Nelson herigiennem til Kiøbenhavns Rhed, hvor han, af Seierens Gudinde forladt, bad Danmarks Skytsaand om Fred og Grave. Med visnede Laurbær gik han siden omkring fra Kyst til Kyst, indtil han endte sit Liv og sin Roes ved Trafalgar.
Endnu senere bar dette Sund uvilligt en Røverflode, udsendt, o vor Alders Brændemærke, fra et oplyst Hof, en Røverflode fra Brittanien, der med Løgn hialp sig igiennem til Danmarks værgeløse Hovedstad, hvor den lagde Mord og Brand til Løgnen, og sat Topmaal paa al den Misgierning, Nation og Menneske kan udøve.
Endnu maae denne Kyst see jævnligt brittiske Søerøvere streife her forbi. O Himmel! giør Enden snart paa denne Udaad og lad det blive kundbart i Landene, at uden Retfærd er ingen Stats Lyksalighed varig.
Hiin Side Hveen fortløber de kiække Svenske, Kyst. Hveen forbi unddrager den sig for at give Baltiksøen Rum, og mangfoldiggiøre de Kyster, til hvilke i Fredens Tid fra alle Verdens Kanter Skibe monne komme. I Sundet bliver Danmarks Herre hilset af Baltikfarerne. De yde ham med Glæde der Taknemmeligheds Offer, erkiendtlige for at have lykkelig ved veivisende Signaler tilbagelagt Kattegat, hvor Grunde og ustadige Strømme, og Afdrift, forvoldt af Strømmene, giøre Farten til Østersøens Munding usikker. Trygge ile de frem forbi denne Bugt, hvor jeg nu fandt Hvile og Havn. De fare fort enten til svenske og russiske, eller til Preussens og Meklenborgs eller selv til franske og danske Havne.
Mod Norden fører mig en Skovvei til Sletten. For ikke længe siden levede her vor Landsmand, den af Farer saa ofte omfavnede Søemand, Menneskevennen Agerbek, der i et halvt Aarhundrede havde boet paa Søen, og i denne lange Tid hentet Rigdomme hiem til Fædrenelandet fra Egne paa hiin Side Kloden, og ført sin ofte svage Flyttebo, giennem Klimaters, Elementers og Menneskenødens Rædsler. (Dog hvor langt ere ikke Naturens Luner i Adel over Menneskets! Naturen er i Alting stor. Dens Alvorlighed styrker og opløfter Sjælen, da derimod Menneskets Luner i Stat faaer alt Stort til at hensvinde og visne.) Her vilde denne hjemfærdige Søemand endt sine Dage og Lidelser, med Øiet heftet paa det Hav, der saa ofte havde truet at sluge ham. Men Dannerkongen gav den erfarne Trætte Ly og Lise i Hovedstaden, hvor han snart lagde taknemmelig sit omtumlede Hoved til Hvile.
Efter et møiefuldt Dagværk, der afskediger mig til Ro, kommer ogsaa jeg nu her. Jeg søger i din aldrig raadvilde Hytte, o Viisdom, den gavnlystne Hvile, den vederqvægende Virksomhed, som ene i Frihed kan nydes. Jeg søger den saa meget heller her, som det var i den nære Hovedstad, hvor jeg første Gang saae Solen staae op; hvor jeg som Barn beundrede, i Byens Trængsel, desmeere den frie Mark, den soelstræbende Ørn, den ivrige Lærkes Sang, og hørte i Stadens Hauge den nu fordrevne Nattergal, der, som Virgil sagde mig, begræd sine dunede Ungers Tab og Menneskets tankeløse Grusomhed. Her lærte jeg med inderlig Henrykkelse Horatses:
O rus qvando ego te aspiciam? qvandoqve licebit
Nunc veterum libris, nunc consvetudine amici
Ducere sollicitæ jucunda oblivia vitæ?
“O Landsby, naar skal jeg faae dig at see? Naar skal jeg der, nu i Selskab med Alderdommen, nu med Venner og Hvile, forlænge vort traurige Livs behagelige Glemsel?”
Jeg saae om Eftermiddagen Solen beskinne det høitsatte Doctrinam & Ensem,2 og fulgte i Phantasien Solens Gang langt bort til Egne, hvor jeg troede Naturen havde skrevet sit Evangelium med gyldne Bogstaver. Med hvilken Fyrighed iilte jeg ikke om Vaaren ud til enten det rolige Charlottenlund, hvor dengang en Bro bad Søemanden komme i Land at vederqvæge sig: eller til den udsigtsrige Eremitage, hvis Tinding var prydet med Minder, jeg kiendte af Ovid: eller til det nære Frederiks Bjerg, hvor Hovedstadens Folk om Somrens Helligdage glemme Ugens og Byens Besværligheder. Med hiertelig Deeltagelse græd jeg over Landmandens dengang haarde Skiæbne, og ønskede at afkysse de Taarer, den forslidte Olding fældede bag Ploven. Træt ilede jeg hiem, og ubekjendt med Verdens vigtige Bagateller, fandt jeg riig Tilfredshed i at studere de Gamle, som, jeg troede, var den vigtigste Syssel i Verden.
Men de kommende Aar udslettede meer og meer det Paradisiske i min Sjæl. Da Friheden betoges den modnere Alder, og Interesse for Natur og Menneske fortrængtes af Interesser i Selskab og Konst, saa blev Alting smaat; Bagateller bleve vigtige; den Kreds, hvori jeg levede, kom immer længere bort fra Solen; og Fornøielserne, naar de vare bedst, bestode kun, som Horats siger, i vort traurige Livs behagelige Glemsel. Jeg kan sige med Sandhed, at jo mindre vi kiende til Verdenen i Stat, og jo mere til den i Naturen, des nærmere ere vi den Uskyldigheds-Stand, som i det høie Eden, i Kashemirs Løvpalladser blev forloret. Jo nøiere forbunden med den saakaldte Verden, des længere, syntes mig, kom jeg bort fra mit Øiemeed. Det var mig ubegribeligt, hvad Naturen havde meent med at sætte Mennesket i Stat, og af de Dunkelheder, jeg ønskede at kunne forklare, var denne ikke een af de ringeste.
Jeg har søgt hiint Eden siden, men forgiæves. Nu endelig gienkommen til Selvvirksomhed, og levende trygt under en Monark, hvis Glæde er at giøre andre glade, nu tør jeg haabe igien at see meer end blot et Glimt af min Ungdoms soelrige Dage. Længselfuld er jeg nu kommen tilbage til Landsbyen og mig selv. Farvel derfor I Muser, som lever i Stæder og Skygge; I nærsynede Muser, der, med Taage og Hinde for Øinene, vil troe at kunne finde den Hule, hvor de coryciske Nympher lærte Deucalion at skabe Mennesker af Stene. Længe nok har jeg levet i Eders ugiæstmilde Tvang. Jeg ombytter Eder nu med de frie Muser i denne landlige Bolig, der ukiendte med Konst og Gunst kan, humaniserte selv, derfor bedst humanisere andre.
Hos dig, o Viisdom, og din Fortrolige, Religionen, søger jeg nu den stille Ro og den sysselsatte Frihed, som mit Fædrelands Regiering forunder dem, der gierne ville, men ei længer kunne arbeide i dens Tieneste. At være Eders Tolk for Medmennesker, er nu min eneste attraaede Roes. Og mægter jeg kun at forsmaae, hvad Ære- og Pengegiærrighed kalde Stort, kan jeg i riig Nøisomhed finde Tiden knap til alt, hvad der ikke er Eders Værk, kan jeg bevare Sindet frit for sjælekrympende Lidenskaber, og dette Livs unyttige Sorger; saa tør jeg haabe at have fyldt de Love, uden hvilke ingen er værdig Eders Gunst.
Lad mig da som en saadan, o Viisdom, være din flittige Dyrker her: og det ikke for at finde Roes selv, men for at være Næsten gavnlig; dog! hvad timelig Roes kan være større end den, at være bleven lykkelig ved Gavn? Og denne Opoffrende (ifald at arbeide med Lyst kan kaldes Opoffrelse) var aldrig Lyksalighed foruden.
Ved Aar og Arbeid gjort alvorlig selv, ønsker jeg at finde ogsaa dig alvorlig. Jeg ønsker at finde dig, ikke som Bierg-Nymphen Frihed, der streifer helst omkring i klippefulde Egne og finder sin Glæde i forvirrede Alpedale: Eller som Vellystens Gudinde, der letklædt ligger henslængt paa Roser i sit Pauluns Dør: heller ikke vil jeg søge dig i det stiløse Krat, hvor uægte Nympher høres nynnende utugtige Sange, der giøre Menneskene veivilde. Men, o Himmelsendte! lad mig finde dig saadan, som Milton ønskede at finde sin melancholske Gudinde: stadig, tarvelig, alvorlig. Alvorlig, men dog ei vranten: Snarere ledsaget af den Munterhed, der er sorgfri Tarveligheds uskatteerlige Løn. Af Dig besjælet vil jeg da i den tankerige Eensomhed overveie Menneskets Sysler i Stat. Jeg vil betragte Culturens Væsen, og hvad vi skylde den Nation, der opfandt og bevarede Cultur; samt den dyrebare Religion, som endnu ingen Stat var foruden, og dens livsalige Sange, der forflytte Mennesket fra Lidelser til Trøst, fra Død til Haab, og en Gudstieneste der bringer os til at glemme Livets Kummer, og aabner Himlens Herlighed for vore Øine.