Til dit Alter hen jeg træder,
knælende i Støvet ned,
hede Taarer Kinden væder,
mig Du skienkde Salighed.
Saa eensom i Livet jeg vandred’,
omhyllet af rædselfuld Nat,
Du, Blide! min Skiæbne forandred’,
af alle herneden forladt!
Kierlig Du i Heres Hierte
tændte Elskovs klare Glød,
snart hun følte ukiendt Smerte
og dit Guddoms Vink adlød.
Din Rødme paa Kinderne flammed’,
ved Dig hendes Tunge blev løst,
“Dig elsker jeg!” sagde hun, stammed’
og sank til mit brændende Bryst.
Før med Bøn og Tak jeg ilte
ofte til dit Alter hen,
stedse kierligt da Du smilte
ad din saliggiorte Ven!
Ei, yndige, hulde Cythere!
ei vredes, ei vredes paa mig,
i Favn af min elskede Here
jeg ikkun nu tilbeder Dig! —
Schønberg.