Kan vel Storhed ene glæde,
Pragt fortrylle Sind og Siæl?
O da maatte Venskab græde,
Da var tabt alt huusligt Held.
Hos en Ven i eensom Hytte
Jeg med Mogul ei vil bytte;
Glimmer bliver evig Tant.
Hiertet ei maa lades hiemme,
Naar man søger værdig Fryd,
Det kun føler Venskabs Stemme,
Det kun eene hylde Dyd.
Prunke stiv i maalte Rader,
Som en Pest den Viise hader;
Glæden flyer fra sligt et Lag.
Brødre, Søstre! her vi skiønne
Denne Sandheds hele Værd.
Glædens hulde Smiil belønne
Hver og een i denne Færd.
Bort med Pomp og stramme Sæder!
Leve Venskabs blide Glæder!
Leve jevn og dannis Færd!
Fylder Glasset da til Randen!
Føler denne Høitids Maal!
Klinker, jubler med hinanden
Dagens gieve Datters’ Skaal!
Ingeborg, vort Samfunds Glæde,
End i Venskabs faste Kiede
Leve, leve mange Aar!
V. K. Hjort.