Som det i Verden pleier tidt at gaae;
En vilden Knøs
Og en elskværdig Tøs
I Øinene for dybt hinanden saae.
For Vildskab Kiærlighed man i hans Blik nu skied’,
Og hendes fromme Sind til Kiærlighed oplued’.
Saa stirrende hans sorte Øie stod;
Og hendes blaa en Flamme kiende lod.
Hans Kinder snart blev røde og snart blege;
Fra hendes Roser snart, snart Lilier vege.
Hans Navn var Waldemar, hun Gertrud hed.
Hun var af Scharenbergs, og han af Yrkols Stamme.
Dog Æt og Navn for begge var det samme.
Hun skulde ofre dem engang til Kiærlighed;
Ei heller gabed’ han paa hvad i støvet Ramme
Ham ofte blev til Mønster foresat;
Hans Hierte giemte Plads til endnu ukiendt Skat.
Hvor var det, Muse, da, at disse Tvende fik
Hinanden første gang at skue,
Og i det unge Bryst antændte sødest Lue?
Sanct Thomas Aften, efter gammel Skik,
I Revals store Gildestue
Til festlig Fryd den smukke Verden gik.
Den Dag i Dag er, Staden sætter
Paa Thomas Aftens Glæder Priis.
At leve høit paa Fædres Viis,
Den Vane hænger i som Tiærepletter.
Det ikke megen Tummel gav,
En renset Troe i Estland at indføre;
Men Thomas Aftens Stads at skaffe af,
Det ikke nær saa let sig skulde ladet giøre. —
Man, som det sømte sig, indbød til denne Fest
Hver tugtig Viv og Møe; hver, som hun syntes best,
Kom brammende i hiin Tids Modens Klæder,
Med spidset Skoe, omspændt af gyldne Kiæder,
Med Hovedet i Kraven, Rosen liig
Som vil i Busken gierne skiule sig.
Man Støvet saae i tykken Sky sig hæve,
Som de, der reise sig af brændende Tobak;
Og ved en venlig Faddersnak
Ulærd og lærd Paryk omsvæve.
Den gule Riddervams paa Waldemar
Sad, som den støbt paa Kroppen var.
Hvert aflangt Ærmehul blaa Silke pryder,
Og blaa er stolten Fier, som over Hatten skyder.
Paa hvælvet Pande, runden Kind
Det sorte Haar saa venligt slynger;
Nu mandigt Trin, nu spøgsom Væstenvind
De tykke, vævre Lokker gynger.
To sorte Øine tittede igiennem Haaret frem,
Og yndig Kaadhed spillede i dem.
Den Skiønnes Klædning var af Farve violet;
Til deiligt Legeme den sluttede saa tæt.
Guldkiæden sig saa glad om Livet snoede,
Og som undseelig Aae saa stille flød
Ned i den Favres Skiød.
Den fulde Barm (saa vilde Dagens Mode)
Med al dens Bunker Snee hun aaben bar;
Men Haaret saae, hvor bly den hulde Pige var;
Det sine Lokker bød bedække Bierg og Slette;
De rulled’ villig ned at skuffe næsviist Blik,
Men kunde dog saa tro ei Tienesten forrette,
Naar op og ned den hvide Hvælving gik,
At jo mangt Himmelsglimt opmærksom Speider fik.
Den blaae, den blide Blomst, som Kornet pryder,
Var hendes store Øine liig.
Men til at skildre alle fromme Dyder,
Som i de Øine malte sig,
Dertil Naturen ei Exempel har.
Dog kiender jeg vel og et Par,
Som til Afguderie een kunde nok forlede;
Hvis Sprog er, o! saa sødt, hvis Glimmer er saa skiøn,
At, naar jeg skuer dem, jeg i en Hast maa bede
Den siette Bøn.
Og alt det Ynde blev forhøiet ved
Den tryllende Beskedenhed,
Det blide Sind, som hver en Siæl kan vinde,
Og som, hvis det ei var hos Venus selv at finde,
End Zevses Datter ei tillod
At være Yndigheds og Kiærligheds Gudinde;
Thi for at kaldes skiøn, man først maa være god.
Ei fremmed Syn de Øine kunde møde,
Hun jo beskæmmet slog dem ned,
Som om den sødeste Elskværdighed
Var hendes Skyld og var en Brøde,
Og som hun bad om at tilgive den.
Undseelig hun opløfted’ dem igien.
Ved Døren Waldemar vom Yrkol stod,
Da hulden Gertrud sig tilsyne lod.
Geert Welkingrade hende førte;
Han Morbror til den Faderløse var.
Det unge, yndefulde Par
Til lige Følelser hinanden rørte.
Saa deilig Møe han henrykt stirred’ paa;
Og hun paa vakker Svend saa gierne saae.
De smiilte begge to saa glade,
Som om hinanden de velkommen bade,
Og længe var hinanden god.
Det ene Hierte dog det andet flux forstod.
Fra Døren Gertrud gik; han sig fra Døren vendte.
Mangt Forskeblik de til hinanden sendte;
Naar hun hans Øie traf, hun sit flux dratte lod
Og maalte Stedet, hvor hun stod;
Og blev hans Øiekast paa vovsom Reise funden,
Strax saae han til sin Fod, om Sløifen ret var bunden.
Saasnart det mindste Ord han fører frem,
Hun adspredt gylden Kiæde plukker;
Han flytter uden Trang sin Kaarderem,
Saasnart sin tavse Mund den Deilige oplukker.
Han spørger, og — faaer intet Svar;
Hun svarer, og — nu ingen Sands han har.
Han vanker hid og did med Ungdoms varme Venner;
Den Skiønnes Blik gaaer med igiennem langen Sal.
Paa eengang sig den raske Ridder vender;
Nu staaer hun, regnende de malte Ruders Tal.
En anden Mand til Dands den Møe optager;
Nu Waldemar for megen Tummel seer.
Ham Høflighed til anden Pige drager;
Nu alt for haard for Gertrud Stolen er.
Han hvisker hende, hemmeligt og vigtigt,
De mærkelige Ord: “Et deiligt Veir vi har.”
Skiøn Gertrud svarer: “Ganske rigtigt!”
Og gyselig December-Nat det var!
Han hende og til munter Svingom førte,
Og Sphærernes Musik fra hese Strænge hørte;
Og da om smækker Liv en mandig Arm han slog,
Saa knapt, saa trangt sit Veir han drog,
Og hvergang Haand i Haand de over Gulvet svæved’,
Han rysted’ som hans Fier, og som et Løv hun bæved’.
“Hvorledes er det fat?” han spør med ængstet Siæl,
Og aandeløs hun svarer: “Meget vel!”
O! disse Piger er’ de rette!
Med dette: “Meget vel!” hun dog sig maatte sætte.
Den næste Plads, og hendes Haand, han tog,
Og dundrende den Huldes Hierte slog.
Naar een paa Bal tæt hos en Engel sidder,
Han faaer i Sandhed Mod. Vor unge Ridder
Nu kaldte til det dyrebare Noer
Med Kiærligheds de faa, men dierve Ord:
“O! tør jeg dig, udvalgte Pige,
Hvad dette Hierte føler, sige?”
Hun blusner dybt; den søde Mund
Livsaligt stammer: “Tal du kun!”
“Jeg elsker dig.” — Nu blev hver Lokke rystet,
Og dirrende forraadte Brystet.
“Jeg af mit ganske Hierte har dig kiær.”
Saa blidt, saa ømt skiøn Gertrud leer.
Samfølelse i hendes Aasyn smiler,
Og første gang paa Øie Øie hviler.
Nu seer han Haabets Glimt; nu taer hans Kiækhed til.
Nu kiælent han de pene Fingre trykker;
Hun de smaa Fanger ei ham udaf Haanden rykker.
“Siig, om min Viv du blive vil?”
Og kiælent læspende hun sagde “Ja” dertil.
Dermed nu havde Tingen Ende.
Man lader med saa lidt det ikke nu bevende.
Det rørte Hierte, den indtagne Siæl
I Dagens Frierie har alt for sielden Deel.
Men naar end alting snart
For de to Elskende nu klappet er og klart,
Der dog kan komme Traad paa Kurre,
Og Somme uden om den Glæde kan forpurre.
Georg von Yrkol, Ridder, var
Den strenge Fader til vor Waldemar,
Og holdt det for sin Pligt, at hade
Skiøn Gertruds Morbror, Geert von Wellingrade.
Og denne Geert paa sin Kant Nat og Dag
Til Jørgen bar et uforsonligt Nag.
Hvad kunde til det Fiendskab Aarsag være?
Ak! Yrkol angreb Wellingraders Ære.
Han sagde aabenbar i venligt Drikkelag,
At Geertes beste Biørnehunde
Med hans sig ikke maale kunde.
Den Brouten maatte volde bittert Nag.
I hver en skallet Oldings Minde
De Wellingraders ædle Æt
Med grundet og landkyndig Ret
Af dette Fortrin kunde bramme:
Det næst beslægtet var med Bulsebiders Stamme
Og glubskeste Pasan, som Biørnene gav Snuus,
En Ære var for Wellingraders Huus.
men vor Comthur paa Hundeværd og skiønned’,
At være dem Mæcæn, han følte var hans Pligt;
Thi disse Tienere han værdigt lønned’,
Og elskede de Bæster broderligt.
Ei fælles Ven, ei Tid udslette kunde
Det Had, optændt af hine stolte Ord.
Hvorhelst de samledes, endog ved Vennebord,
De huskede kun deres Hunde.
Een Nimrod paa den anden bister saae;
Og ønsked’, at en Biørn hans Fiende maatte være,
Som, til et Offer for sit Huses Ære,
Han kunde rasken Stalbroer hedse paa.
Det grumme Had, som begge Fædre blinder,
Vort unge Par for klare Øine staaer.
De see for skyldfri Elskov idel Hinder;
Forønsket Havn den aldrig, aldrig naaer.
Kong Amor dog, som kun i Hierter troner,
Og leer af Revolutioner;
Som endog vilden Biørn har i sin Magt,
Og styrer blodstænkt Biørnebider;
Paa de Forelskede saa ynksom giver agt,
Det unge Hierte flux hans Ild udvider;
Som Waldemar sand Ridders Kiækhed faaer,
Saa tillidsfuldt hans Gertruds Hierte slaaer.
“Jeg skal nok tale med min Fader.”
“Min Morbror om hans Ja jeg beer.”
Det Ridderens, det Pigens Løfte er;
Og paa hinandens Ord de begge sig forlader.
“Jeg ærligt mener det med dig,
Saa sandt som Gud skal hielpe mig!”
“Jeg ligerviis.” Hun svoer vel ikke;
Men Sandhed, reen som hendes Siæl,
Flød udaf søde, salte Blikke,
Som udaf Klippen qvægsom Perlevæld.
Med sødest Haab de begge smiilte,
Ei om hinandens Alvor tvivlte.
Ei huskede det glade Par,
Det vantro Thomas Aften var.
Med kiælent Haandtryk nu de slutted’,
Og fik med Fingrene endnu en Hoben sagt;
Og hver i næste Klynge smutted’.
Nysgierrighed alt holdte Vagt:
Mens Gertrud hiemad gik, (man den Tid ikke kiørte,)
Den gamle Geert med Skræk hun spørge hørte:
En munter Aften havde jeg tilbragt;
Men hvad var alt det Fias, min Pige,
Den unge Yrkol havde dig at sige?
Hvad hvisked’ du saa ofte til den Nar?
Sligt Narrerie mit Bifald ikke har.”
Han intet Svar af Gertrud fik;
Men rappere den Stakkel gik.
Samvittighed sig nu paa hendes Kinder kasted’;
Men det var mørkt, og ei, som andre Spøgelser,
En ond Samvittighed i Mørke synlig er.
Tavs, tavs hun til sit Kammer hasted’,
Og snart hun lagde sig til Roe.
Hun havde til Sanct Ursula den Troe,
(Det var den Deiliges Beskytterinde,)
Hun vilde nok i Drømme Middel finde,
Udaf den Ængstelse at vise sikker Vei.
Saa from Forhaabning hende skuffed’ ei.
Om elsket Elsker drømte hun;
Hans Arm om hviden Hals, han hende til sig rykte,
Og kiæk paa hendes varme Mund
Et Kys, langt varmere, han trykte.
Som, af saa heldig Varsel glad,
For vranten Morbrors Kakkelovn hun sad,
Og kogte ham en lækker Æggesøbe,
Imens til Waldemar hun Tankerne lod løbe,
Begyndte gammel Knark igien
At skiele haanligt paa den unge Ven.
“Fy! den Fortrolighed kun slet dig klæder;
Et Pigebarn, som du, bør vise strænge Sæder.”
I Gertrud iisnede det unge Blod;
Sanct Ursula indskiød dog hende Mod;
Alt, som hun Honningen i Æggesøben rørte,
Hun, vel lidt stammende, de kiække Ord fremførte:
“Men, bedste Morbror, om nu Waldemar
Er redelig og tro? Om til sin Ægtemage
Han, efter Ridders Skik, vil lille Gertrud tage?
Jeg er jo faderløs, jeg ingen Midler har;
En Lettelse det vist for kiære Morbror var.
Hans Fader er jo riig, hans Æt aldagammel Adel,
Han selv en Ridder uden Dadel.”
Herr Geert her standsede med trusselsvanger Hast,
Og glubsk for hende stod, som med sit Øiekast
Det arme Noer han vilde holde fast.
“Saa?” sagde han til den forbavste Pige,
“Er det med Eder alt saa nær?”
Hun svarde bævende: “Hvad skal jeg sige?
Ak ja, jeg troer det rigtigt er.”
“Vanartige! Da kan du vide,
Før jeg samtykker denne Bøn,
Før jeg min værste Fiendes Søn
Som Brudgom seer staae ved din Side;
Før ønsker jeg: en Hundefiende taer
Hver ædel, elsket, Bullebider,
Og sultne Ulve sønderslider
Den bedste Helt, Geert Wellingrade har.”
Ved disse Ord han gik, lod stakkels Pige græde,
Men saae til Hundene og gav dem Æde.
Og sønderknuust den hulde Gertrud var,
Og typ! typ! typ! de salte Taarer løbe
I redsom Morbrors Æggesøbe.
Med uvis Haand hun tog paa troløst Kar;
Det var for hedt; det kantrede: i Flammen
Nu Øl og Æg og Honning flød;
Og Luen reiste sig, den tætte Røg slog sammen,
Og Gertrud sad og græd, i Graad endnu saa sød.
Den arme Waldemar det ikke bedre gik;
Slet Trøst han af sin Fader fik.
“Min Fader,” sagde han, “jeg mig en Viv vil tage.”
“Vel, det skal glæde mig i mine gamle Dage.” —
“See, Gertrud Scharenberg seer from og deilig ud.”
“Det giør hun.” —
“Vel, saa bliver hun vel min Brud.”
“Tænk ei paa hende, Søn. Jeg aldrig det tillader.” —
“Men hvorfor ikke?”
“Kommer du
Da ei vor gamle Strid ihu?
Jeg hendes Morbror indtil Døden hader.” —
“Og dette bittre Had oprandt
Af Eders Hunde!” . . .
“Alt for sandt!” —
“Mon Eders egne Børn I dem opofre kunde?”
“O! før jeg havde Søn, jeg havde Hunde.” —
“Den Tale, Fader, er anstødelig.”
“Jeg Hunde havde, før jeg havde dig.” —
“Fy, slige Ord en gammel Mand vanære.”
“Med slig en Davel, Knegt, kom ikke mere.” —
“Faaer jeg til Hustru ei den favre Møe,
Min Grav jeg søger i den vilde Søe.”
“Giør det, min Søn. Din Siæl da Satan vinder.” —
“Ikkun een Søn I har; men Hunde nok I finder.”
“Det lyver du. Den Hund ei fødes meer,
Som til min Hollerbol en værdig Mage er.” —
“Og Gertrud er saa skiøn, saa dydig Pige;
Blandt hendes hele Kiøn hun ikke har sin Lige.”
“De alle eens seer ud, du Nar!
Blaae Øine og guult Haar de alle har.” —
“Ak! bedste Faer, lad sig dog engang røre.”
“Men vil du rasende mig giøre?
Hold op med daarlig Elskovs Leeg.
Ved hellig Ridder Jørgen sværger jeg:
Før til Opreisning for fornærmet Ære
— Og Vidne Ordenens Hærmester selv bør være
Med tvende Riddere, — vil offentlig erklære,
At Yrkols Hollerbol er mere stærk og rask,
Og bedre taer en Biørn, end den Tolbask,
Som er hans Bram, skal, mens jeg er i Live,
Hans Søsterdatter ei din Hustru blive.” —
Saa sagde han, og med forbittret Sind
Gik fnysende og spankende til Stalden,
Og sprang paa ædel Hingst, hvis Pryd var laaden Skind,
Af vældig Biørn, som for hans Hund var falden.
O slemme Ridder Jørgen! gamle Gnav!
Fordømte Hollerbol! grusomme Wellingrade!
Afskyelige Tolbask! hvad skal der blive af
Med de to Elskende? Det er jo Jammerskade!
Ak! brændende og haabløs Kiærlighed, —
Fortvivlelse — og Død, — tre steile Trin man kalder;
Men i en Waldemars og Gertruds Alder
Man een, to, tre, den Trappe hopper ned.
Vor unge Helt vel ei, som haarde Faer han trued’,
I Bølgen blaa sig dumpe lod;
Men tog sin Durendal, og den — beskued’,
Og fandt den vægtig, skarp og god;
Den skulde drikke Moskoviter-Blod.
Uheldigt Fødested han vilde flux forlade;
Sit Liv den Arme jo nu maatte hade.
Ynkværdig Gertrud møen var
Bestemt, at lade sig i eensomt Kloster lede.
I hver en Helgen der sin Waldemar
Hun kunde dagligen i sødest Roe tilbede.
Saa eens Beslutning var den andens liig;
Hun tog det grumme Slør, han gik i blodig Krig.
Men ak! de kummerfulde Siæle
Ei vidste traurigt Valg hinanden at meddele.
Den unge Yrkol reed som øvet Riddersmand;
I Carousel og Feide han
Mangt Hug og Stød heel kraftigt kunde give:
Endog naar Heltene som Kæmper drak,
Han tømte alt en vægtig Skaal; men, ak!
Han ikke havde lært at skrive.
Skiøn Gertrud med den søde Silkenhaand
Var øvet i at væve, slynge Baand,
At koge, bage, spinde, strikke;
Men Bogstavmalerie forstod hun ikke.
Sit Navn til Nød, en Smule krumt og skiævt,
Herr Waldemar fik sat; men Gertruds Underskrift
Var kun et ydmygt Kryds. Ei elsked’ vore Fædre
Det meget Skriverie; og alting gik desbedre.
Det gik da ikke an med kiælent Sendebrev;
Og lige vanskeligt fortroeligt Møde blev.
Den blide Skiønnes grumme Fader,
Og skyldfri Wald’mars bittre Hader,
Ved Søen havde sig en Gaard, som taarnet Borg.
Ud til det vilde Hav hans Datters Kammer vendte.
Først denne Morgen hun med Sorg
I lysest Værelse et traurigt Fængsel kiendte.
Thi hvor en Pige, øm og huld,
Ei kan udkaaren Elsker for sig skue,
Hvor ei hans kiære Syn kan nære sødest Lue,
Det Kammer, var det end beklædt med Guld,
Er dog ikkun et Fangehul.
Vel under Vindverne den lette Zephyr spøgte,
Og til en elsket Blomst i liden Hauge søgte;
Vel Rosen, Billedet af hendes favre Kind,
Til en Spadsering bød livsaligt Øie ind;
Men alt hvad for det Øie kunde fryde,
Og sneehvidt Bryst og sorte Lokker pryde,
Alt, indtil Rosen selv, var Tant,
Hvor hun det Yndigste, sin Waldemar, ei fandt.
Ak! havde hun den Glæde kunnet haabe,
At see ham der ved haarde Mures Fod,
Og til den Elskede med bange Røst at raabe:
“Dig ene bliver jeg til Døden god.”
Men o! den Trøst hun aldrig kunde vente;
Paa høie, steile Bakke Haugen laae:
Og skulde han hiin Himmel naae,
Ham i sin Vogn en Venus maatte hente.
Dog hvem er det, hun bliver vaer
Paa eenlig Holm? Ak! det er Waldemar,
Hun stirrer og sin Elsker kiender.
Han tændte Øiekast til hendes Kammer sender,
I aabnet Vindve han een seer,
Og førend skiarpet Syn den Hulde kiender,
Alt Hiertet siger ham, at det hans Gertrud er.
Til høien Dohm han var spadseret,
Hvor Comenthurens Boelig stod.
Han ved hans Port alt havde været,
Og med nu kogende, nu iisnet Blod,
Det Vaaben seet, som bød al Verden ikke glemme,
Der boede adelbaaren Mand.
Han havde hørt Tolbaskes barske Stemme,
Som trued’ Saar og Død med seiervante Tand.
Saa, noget Glimt af Gertruds Syn at nyde,
Ved venlig Baadsmands Hielp til grønnen Holm han flyde.
Med Suk han stirrede paa tilbedt Møe;
Med Suk hun søgte ham paa nu saa yndet Øe.
Men dette fierne Syn kun større Lue tændte.
Af Elskovs Attraa Waldemar nu brændte.
Til steilen Bakkes farefulde Top,
Hvis Høide kom hver anden til at bæve:
Hvortil forhen kun sultne Ræve
Forsigtigst krybende sig havde listet op;
Hvor Uglen sikker skreg, hvortil med breden Vinge
En rovbelæsset Høg sig pleiede at svinge:
Did op, til sit tilbedte Noer,
At ville vove sig, i hvad det gialdt, han svoer.
Den mørke Aftenstund ham Held forkyndte;
Tre gange han det store Værk begyndte,
Tre gange rullede den Stakkel ned.
De Tornebuske, han sig holdte ved,
Med grusom Braad hans Hænder reve;
Af løsnet Steen hans Fødder knuste bleve;
Han faldt og nær sig havde slaaet ihiel,
Og mistede sin Hat, og Senerne forstrakte.
“Og lod da være?” — Bagatel!
Nei, Kiærlighed ham Haanden rakte;
Til alle Ting den vidste Raad;
Den afbrød Tornens lumske Braad;
Den holdte paa de løse Stene,
Og lagde Balsom paa de knuste Bene.
Der stod han endelig paa høien Top
Og ikke følde saaret Krop;
Han saae det Kammer alt, hvor deilig Gertrud hvilte.
Kun Haugens Gierde ham i Veien stod;
Dog han paa Elskovs Vinger ilte,
Og snart den Hegn tilbage lod.
Men ak! det syntes lige nær at være;
Tre Karle høit det op til Vindver var.
Vil Kiærlighed paa Skuldrene ham bære?
Han ellers intet Haab at naae sin Skiønne har.
Ei vover han med Magt, en lukket Dør at brække;
Om den end veeg for vægtig Arm,
Den giorde dog forrædersk Larm.
Men intet kan en Elsker, tro og varm,
Fra velbegyndt Forsøg afskrække.
Saa og den længselfulde Waldemar
Paa Stedet den Beslutning taer,
Den bedste Hielper, Gertrud selv, at vække.
Alt er det Nat; hans Pige from og skiøn
Alt læser udenad sin Aftenbøn,
I det sit lange Silkehaar hun flætter,
Og under hviden Kappe sætter.
Klirr! klirr! paa Vindverne det gaaer,
Hun triner hen og lyttende der staaer.
Nu er det ganske tyst. “Forskrækkeligt det blæser
Fra Søen af.” Saa tænker hun, og læser
Sin Bøn til Ende, medens Fingrene saa smaae
I iævne Flætter tykke Lokker slaae.
Klirr! klirr! det atter gaaer. “Hys! dette var dog mere,
End Vinden giøre kan. Det maa en Ugle være;
En Flagermuus maaskee det Lys har Attraae til.”
Dog hastig hun sig nu til afbrudt Syssel giver,
Og med “I Jesu Navn!” hun færdig bliver,
Og den venskabelige Lampe slukke vil.
Klirr! klirr! igien det lod sig høre.
“Min Gud hvad kan den Larm da giøre?
Et Spøgelse det vist nok være maa,
Ved denne Tid omkring de gaae.”
Af Ængstelse nu blegnet Læbe dirred’;
Med uvis Haand et Kors hun for sig slog,
Og med den anden Lampen tog,
Og holdt den høit; de store Øine stirred’
Paa Vindverne; men nærmere til dem
Hun ikke vovede at sætte Foden frem.
