Vel sov vor Brudgom hen og Dynen sig befaled,
Men vognet dog igien det første Hanen galed,
Hand sig i Brude-blee i Nat begrave lod,
Men mellem toe og tre priisværdelig opstod.
Han leved i sin Død, og padset paa sin Skantsee,
Hvor hand med Ære brød sit Ridder-Spær og Lantsse,
Hand førte sine Spring, som midt om Fastelavn
Og Morten reed til Ring udi Malenis favn.
Vor Brud forsvaris glat; thi hvo vil nogen skylde
Hun meen det var een Kat, der gik paa hendis Hylde,
Kandskee den vilde der opleede sig en Muus
Som tidt om Natten skeer, I mangen Gaard og Huus.
Hun som ey kunde See, i Søfne intet Sandste
Hun hørte een Bourée, men veed ey hvem dend Dandste
En Pultren hun fornam, men veed ey hvor det var,
Thi hun med Natte-Kram slet ingen Handel har.
Hun kand til denne Sag, slet intet andet svare:
Det rylted for og bag, hun meen det var een Mare,
Og det er hendis Skaal, som denne Mare red
En Pæl med Randers Øl Poëten giør Beskeed.