(Karl den Store har slaaet Longobarderkongen Desiderius og hans Søn Adelchi. Den latinsk-italienske oprindelige Befolkning anser Frankerne for Befriere fra Longobardernes Aag. Koret udtaler, at der er Intet for Latinerne at haabe af de ny Erobrere, der ville forene sig med de gamle til den oprindelige Befolknings Undertrykkelse.)
Fra mosdækte Atrier, revnede Haller,
fra Skove, fra Smedier, hvor Hammerslag gjalder,
fra Marker, som vandes af Slavernes Sved,
en Folkesværm, ramt som af Lynet, sig vender;
sit Hoved den løfter, sit Øre den spænder.
Den drønende Krigslarm iblandt den slog ned.
I usikre Blikke, forfærdede Miner
et Glimt dog af Fædrenes Højsind fremtriner,
lig Straalen, der Vej gjennem Skydækket fandt.
I Øje, i Aasyn — forvirret, fortrukket,
sig blander den Skjændsel, hvorunder den sukked,
med ynkelig Trodsen paa Tider, som svandt.
Den samler sig ivrig, den spreder sig bange
med uvisse Skridt ad de Vildstier trange,
gaar frem, gaar tilbage i tvivlende Færd.
Tyrannernes Flok ser den modløs at ile
forfærdet og sprængt, uden Rast, uden Hvile,
i vildtsprængte Flugt fra de kastede Sværd.
De stønne som jagede Vilddyr, og stive
af Rædsel de guldgule Lokker nu blive,
til velkjendte Vraaer de søge i Løn.
Der Kvinden, den stolte, ej længere truer,
saa ligbleg om Kinden hun staar der og skuer
med tankefuldt Øje paa tankefuld Søn.
Og efter dem Fjender med blodgraadig Klinge
som løsladte Jagthunde sporende springe
til Højre, til Venstre i krigerisk Jagt.
Og Folket af spændende Glæde forledet,
med Haabet er forud for Udfaldet skredet
og drømmer, at knust alt er Trældommens Magt.
Ak hør dog: Hin Hær, som paa Valen blev Herre,
som Eders Tyranner fra Flugten vil spærre,
drog hid fra det Fjærne ad klippestejl Gang.
Fra straalende Festlag de Stridshelte ilte,
sprang op fra det Ly, hvor de sødelig hvilte,
udkaldte til Krigen ved Malmlurens Klang.
Og da de fra fædrene Haller sig vendte,
Farvel deres modløse Kvinder dem sendte,
med Raad og med Bønner, som Graaden brød af.
De Panden med Staalhjælme tunge bedække,
paa Gangerne brune de Sadlerne lægge
og ride paa gungrende Bro over Grav.
Saa vidt over Lande de fylkede gange,
højt runge de jublende krigerske Sange,
men Hjærtet det længes mod Hjemmets Kastel.
Paa Klippernes Aase, paa stenede Sletter
de vaage i Rustning de iskolde Nætter,
med Tanken paa Elskovs fortrolige Kvæld.
I grufulde Nætter, paa farlige Leje,
i anstrængte Marscher ad sporløse Veje
de døjede Hunger og krigerisk Tugt.
Imod deres Bryst saa’ de Lanserne holde,
der skrabed mod Hjelme, der tørned mod Skjolde,
de lytted til Staalpiles hvislende Flugt.
Ak Daarer! — sig — tror I, at Frankerne tænke
som Løn sig at bryde den Trældommens Lænke,
der tynged en ubekjendt Folkehob ned?
Til Bolig igjen I Ruinerne vælge,
drag atter til Arbejd ved Smediens Bælge,
til Marker, som vandes af Slavernes Sved.
Den Sejrende snart vil med Fjenden sig samle,
og nye Tyranner sig slutte til gamle,
to Folk vil Jer træde paa Nakken med Fod.
Snart ser I dem atter — I navnløse Horder!
at dele i Mag Eders Slaver og Hjorder
og bygge paa Marken, som rødmer af Blod.