Antologier

Se, han opstod! Har den sorte

Dødens Konge Byttet mistet?

Sprængtes Helveds mørke Porte?

Har han mod den Vold, han fristed,

sejerstærk sig vidst at værge?

— Ja ved Ham jeg tør det sværge,

som ham har af Døden vakt.

Se, han opstod! Linets Folder

ej det fagre Hoved skjule.

Se, han opstod! Ej ham holder

mer den tomme Klippehule.

Kistens Laag staar brudt i Krogen,

Herren rejste sig — lysvaagen —

som en Kæmpe fra en Rus.

I har set, naar Vandringsmanden

ved en Rysten med sit Hoved,

fjærner hastig bort fra Panden

Bladet, som, mens han har sovet,

ned fra høje Kviste svang sig

og tilsidst mod Jorden tvang sig

i et mat og langsomt Fald;

saa den stærke Kæmpe kasted

bort den sorte Blok fra Graven,

da hans Sjæl i Flugt var hastet

længselsfuld fra Dødningshaven,

hvor den tavs i Skyggedale

havde hørt Vorherres Tale:

Jeg er med dig! Bryd din Grav!

Guddomsordet fløj paa Vinger

over Israel, det betrængte:

»Herren, Herren — højt det klinger,

nys de stærke Porte sprængte!

I, som haabløst maatte vente,

Sorgens tunge Aar er endte,

— her er Eders Frelsermand!

Op, hvor Himlens Sal sig hvælved,

først af Alle han sig hæved,

han steg ned til stumme Helved

og de gamle Fædre kræved,

Han — de svundne Tiders Længsel,

Han — den onde Fjendes Trængsel,

Han — Forjættelsernes Helt!

Som en Fader, der fortæller

Børnene om svundne Dage,

saa om fjerne Fremtid melder

Seerskaren uden Mage.

Om den Sol, som højt skal gløde,

Herrens Ord i Talen løde

med en Ed til Jordens Børn.

Den Gang højt for Jorderige

Haggaj og Jesaia tolked,

at den Savnede skal stige

frem i Glans en Dag for Folket,

den Gang Daniel lod sin Tanke

mod ufødte Tider vanke,

mod de talte Dages Maal.

Skyen alt i Hvidt sig klæder,

mens Maria Magdalena

med de andre Kvinder græder.

Se — da bæver Zions Stene,

Hedningvagten Spotten glemmer,

Dødens Rædsel den fornemmer

isne gjennem Marv og Ben.

Man en sælsom Yngling skued,

siddende paa Dødningmindet;

som et Lyn hans Aasyn lued,

og hans Skrud som Sneen skinned.

Kvindens Taareblik sig klared,

da han hendes Ord besvared:

»Herren opstod — er ej her.«

Bort med Dødens Dragt, den stygge!

Bort med Sorgens Flor, det sorte!

Straal med Glans hvert gyldent Smykke!

Præst! tag paa din Messeskjorte!

Herrens Legem skal du bære

frem til den Opstandnes Ære

under Alterkjærters Glans!

Højt fra Altret klinger Ordet:

»Himlens Dronning — dig ske Hæder!

thi den Gud, som sig omgjorded

i dit Liv med Støvets Klæder,

er opstanden, som han spaaede.

Bed for os! Thi ved sin Naade

har han gjort din Bøn til Lov.«

Hellig gammel Skik hver Tanke

hen mod Festens Glæde leder,

Hjærterne i Jubel banke,

Gjæstebud hvert Hus bereder.

Hver en Moder vil med Glæde

i den bedste Kjortel klæde

sine søde Glutter paa.

Rigmænds Maaltid lidt vil spare,

at hvert Hus kan mættet vorde,

Gaverne som fordum vare

nægtede fra høje Borde,

nu til lave Hytter ile,

saa den bredte Dug kan smile

mildt idag til Fattigmand.

Bort med Kaadheds Færd, den vilde,

Larm og Skrig er nu uværdig.

Ton nu frem, du salig-stille

Fryd, som fylder hver Retfærdig,

denne Fryd, som ejer Freden,

den, som himmelsk alt herneden

varsler Evighedens Fryd.

Pragtfuld Festens Sol skal skinne,

Salige, for Eders Øje!

Vé Enhver, som fræk i Sinde

tør sit Fjed ad Vejen bøje,

hvorpaa man mod Døden skrider!

Hver, som trygt paa Herren lider,

skal med Herren stande op.