I nogle Kjærnebidderes vilde Lag
en uerfaren Stiglis fandt Behag;
den stjal sig tit fra Lundens stille Glæder
og fløi, just ikke alt for vel tilfreds
med sine Søstres snævre Kreds,
med Sværmen om paa ubekjendte Steder,
En Dag, da, for at gjøre alting med,
(en Lyst, der mangengang bekommer ilde;)
vor Stiglis flyver jublende afsted,
indbuden til et lystigt Kirsebærgilde,
bliver stakkels Fugl indviklet i et Net,
som Havens Eier over Træet breder:
Ak! raaber den, min Ven! besee mig ret,
min muntre Sang har tit fortryllet eder;
jeg spiser, som I veed, slet ingen Bær,
og bør ei blandes med den vilde Heer,
der svermer om og plyndrer eders Træer.”
„Hvorledes, svarer Manden, da du kjender
det Røverpak, kom du i deres Lag?
blandt Røvere du faldt i mine Hænder,
som Røver dømmes du i Dag.