En tyrkisk Belesprit var dristig nok engang
til Spot med Æsnet Alborak at drive,
og over Dyrets Ører, Vægt og Gang,
etcera, et Smædedigt at skrive.
Man veed af det, som i Koranen staaer,
at dette Dyr har nydt den sjeldne Ære,
Propheten paa sin Ryg med Hud og Haar
igjennem alle Himlene at bære,
og selv for Allahs Stoel at bøie Knæ;
dog holdt Poeten Æsnet for at være,
som alle Asner paa vor Jord, et Fæ,
og saae ei at den Dom, han mod et Æsel fældte,
ei Æsnet blot, men og en mægtig Orden gjældte.
Hvad skeer? det musselmandske Cleresie,
fra Erkebispen ned til Catecheten,
skreg: „Gudsbespottelse og Hæresie!
korsfæst, korsfæst ham, Fienden af Propheten!”
Med Møie slipper dog den arme Fyr
af Fanatismens Kloer og seer et sadlet Dyr,
en Pegasus med Ild i Mund og sterke Vinger,
bestiger den og sig mod Himlen svinger
med disse Ord: „Til Snillets Gud jeg gaaer,
for eder der en Lovsang at frembære,
af denne skal, saalænge Verden staaer,
hver Musselmand med Skræk og Undren lære,
at naar man saaret har et Æsels Ære,
da har man saaret eders hele Corps,”