See her den himmelsøde Saft,
der drukner Livets Smerter,
hvis klare Perlers Underkraft
fortryller alle Hjerter,
gjør Armod rig, gjør Tossen viis
og Jorden til et Paradis.
Har du en Glut, min vakkre Ven!
som leer ad dine Klager,
i Følelse hun smelter hen,
saasnart hun Druen smager;
knap nipper hun til Glassets Rand,
før du er en lyksalig Mand.
Skal du mod Tyrk og Franskmand gaae,
og Hjertet ei vil svige,
drik dig et Glas, før du skal slaae,
det virker uden Lige
mon Cæsar lod i Rom sin Viin,
da han marscherede til Rhin?
Er du Poet, og Musen vil
ei komme, naar du vinker,
skjænk i, thi Frøknen iler til,
saasnart Pokalen blinker;
Falerneren i Flaccus’ Glas
drog selv Apollo fra Parnas,
Hvis du er rig, og ergo maae
dig ret forbandet kjede,
drik Viin! det er det bedste Raad
mod Kjedsomhed hernede;
kun Tossen bliver Tiden lang
ved muntret Kvad og Bægerklang,
Og derfor, Brødre! ville vi
med Flid Pokalen tomme,
forglemme Verdens Bryderie
og om et Eden drømme,
og flyer vor Drøm for hastigt hen,
nu vel! saa drikke vi igjen.