O! vær mig hilset Hertas gamle Lund,
værdigste blandt Dannerigets Skove!
som dækker Kongestadens øde Grund,
og Sengene, hvor Oldtids Helte sove;
hvi bøjer du dit Hoved sorgfuldt ned?
hvi hører jeg din Kummers stille Klage?
begræder du din svundne Herlighed,
og hine gyldne Aar, som randt saa fage?
Ja bøi, o Eeg! dit Hoved dybt i Sorg,
og falm af Græmmelse du grønne Krone!
I dine Blades Skygge stod en Borg,
der favned’ Dannerkongens stolte Throne;
men Tiden iler bradt og alt forgaaer,
hvad stort, hvad skjøndt, hvad herligt er paa Jorden;
hvor Tidslen ryster nu sit hvide Haar,
der blomstrede et Paradis i Norden.
Hvor efter Mandoms Færd sin Thrones Pryd
Skioldungen samlede til Høitids Gammen
der kalder Natteravnens hæse Lyd
om fule Aadsler sine Børn tilsammen;
hvor Templerne gjenlød til Asers Pris,
og Jubelhymner klang fra tusind’ Tunger,
der tuder Uglen nu i Rør og Riis,
der hyler Hulens magre Søn af Hunger.
Dog vandrer jeg saa gjerne, gamle Lund!
med stille Vemod i din dunkle Skygge,
og lytter til, naar Mindets sandru Mund
fortæller gamle Sagn om Danmarks Lykke;
hvert Træ, som ryster end sin grønne Top,
hver Lyd af Nattergalens ømme Klage,
hver Høi, som stiger steenomkrandset op,
gjenkalder mig vor Hæders Blomsterdage,
Naar Solen daler ned i Purpurskjær
og Mørket ruger paa den brune Hede,
da skuer jeg en staalomkrandset Heer
af Oldtids Mænd at vandre om hernede
og som en Lavastrom, med Fossens Magt,
nedstyrter flammende fra Heklas Side,
mit Nordens Helteold i Lysets Pragt
forbi mit glade Øje monne glide.
O gyldne Alder, du, mit Danmarks Pryd!
o skjønne, skjønne, daadbetegnede Dage!
I svandt, med eder svandt den gamle Dyd,
og aldrig, aldrig vende I tilbage!
Nu huser Blødhed i den Stærkes Hjem,
Og hvo, som Danmarks skinnende Bedrifter
vil vide, maae, o Skjændsel! søge dem
i fjærne Oldtids støvbedækte Skrifter,