Hans Kasper var, det maa enhver bekjende,
en snurrig Mand, tre Koner tog han sig;
jeg har kun een, men jeg har nok i hende,
og andre gaaer det, tænker jeg, som mig.
Det vise Raad den smukke Sag fornemmer,
man raadslaaer fast en heel udslagen Dag,
og Resultatet blev med fleste Stemmer,
at denne Sag var en forbandet Sag.
Man henter Hans; lidt sønderknuset træder
for Themis’ Børn trefoldig Ægtemand;
„Hvad høre vi? Hans Kasper! smukke Sæder!
et Harem her, midt i et kristent Land!”
„Velvise Herrer! værdiges at høre,
gjensvarte Hans, jeg tog mig først til Viv
en yndig Glut og tænkte ret at føre
med Barbara et ægte Himmelliv,
Men snart forvandled’ Modens Helvedvrimmel,
Modester, Kaaber, Fjere, Tyl og Flor,
min hele skjønne nyopbygte Himmel
til et gedigent Helvede paa Jord.
Da tænkte jeg, Barberens lærde Hanna
gjør dig maaskee din Vandring mere sød;
men, ak! hun gav mig Himmelbrød og Manna
i Poesie, — i Prosa sveden Grød.
Min tredje Viv var stolt, det skader ikke!
Selvfølelse bevarer jo for Fald.
Saa tænkte jeg og fandt min stolte Rikke
forleden Nat hos Kusken i min Stald.
Det vise Raad vil heraf gunstigst finde
kun Medynk, men ei Straf fortjener jeg;
jeg søgte mig en from og dydig Kvinde,
men, ak! paa denne Jord hun findes ei.
Og Dommen faldt: „Hans Kasper, som hernede
forgjæves søgte om en dydig Viv,
ophænges strax, for hist at kunne lede
om den, som han ei fandt i dette Liv.”