Dig hylder jeg, allene dig,
min Landsbyeensomhed!
min Hytte er mit Himmerig,
min Lod er Salighed;
jeg kjender ingen selvgjort Kval,
og ingen Frygt og Sorg,
og bytter ei min snævre Dal
med Kongens Marmorborg.
Den hulde Glæde skyer som Pest
de qvalme Steders Luft,
og kommer, som en venlig Gjæst
til Engens Balsomduft;
der drukner ingen sig af Harm
i Vand, saavidt jeg veed,
men vel i yndig Piges Arm,
af lutter Kjerlighed,
Den Rige vælter sig paa Duun
saamangen søvnløs Nat,
og gav vel gjerne for et Blund
det Halve af sin Skat;
du stakkels Rigmand! gjør som jeg,
arbeid og lig paa Straa!
da vædder jeg, at Søvnen ei
forbi din Dør skal gaae.
En Hofmand spinder rænkefuld
Kabalens sine Traad,
og beile til Tyranners Huld
og haane Landets Graad,
jeg lidt af Graad og Rænker veed,
fornærmer ingen Mand,
Kabalen er min Kjerlighed,
og Amor min Tyran.
Og ved min hulde Piges Barm
jeg leer af Alskens Tant,
og ynker ham, som idel Harm
og Kval paa Jorden fandt;
vor Jord er vist et Himmerig,
og allermest min Dal,
den gav jeg ikke, bød man mig
end Kongens Marmorsal.