„Min skjønne Jord,” saa talte fra det Høie
Olympens Drot, er eders, Mennesker!
for eder skal hvert Kreatur sig bøie,
men deler alt som Brødre mellem jer.
Og alt hvad Hænder havde, saae man løbe,
hver valgte sig den Deel ham syntes bedst
hist greb en Bonde efter Plov og Svøbe,
her søgte Adelsmanden Hund og Hest.
Mit Legem, skreg Prælaten, vil jeg pleie,
og valgte sig den ædle Firneviin;
Hans Majestæt slog Bom for Broer og Veje,
og decreteerde: Tienden er min.
Og da nu alt var bortskjænkt allevegne,
og intet meer var uden Herre, kom
den fromme Digter hjem fra fiærne Egne
og saae at Alt var andres Ejendom,
Ve mig! er intet, intet meer tilbage,
er ingen Plet for mig paa Jorden gjemt?
til dig, min Fader! bærer jeg min Klage,
den frommeste af dine Børn blev glemt.
Naar du ei Phantasiens Land forlader,
saa talte Zeus, er Skylden da hos mig?
hvor var du da man deelte Jorden? — Fader!
gjenmælde Digteren, jeg var hos dig.
Dit Aasyns Glands, o Herre! drak mit Øie,
mit Øre dine Himles Harmonie;
tilgiv da, at jeg glemte i det Høie,
at Sjælen ei for Støvets Baand er frie,
Da svarte Zeus: Af hine Gavebreve
jeg intet Ord at slette ud formaaer,
men vil du hos mig i min Himmel leve,
for dig, saa tit du vil, den aaben staaer.