En Draabe sank i Havet,
Og undrende den saae
Sig pludselig begravet
I Oceanets Blaa.
Ak, raabte den, hvor lille
Er jeg, o Hav, mod dig!
Hvor sølverklare trille
De Bølger over mig!
Hvad er min Glans at regne
Imod det Purpurskjær,
Som her mig allevegne
Omstraaler fjernt og nær.
Saa ydmyg Tale fører
Den fagre Draabelil;
Det Himlens Herre hører
Og smiler huldt dertil.
En Musling flux han byder
At aabne den sit Skriin;
Derind den Draabe flyder
Og bli’r en Perle fin.