Ja, kan du Sandet tælle
Paa Havsens dybe Bund,
Og kan du Løvet tælle,
Som groer i grønne Lund,
Da tæller du tillige
De Glutters Hær,
Hvis Elskov er
Mit Hjertes Himmerrige.
Tag Regnebrættet, Kjære!
Først femten fra Paris,
Der, siger man, skal være
Cytheres Paradis;
En Snees fra Ebros Strande,
Og saa, Faermin!
Et heelt Doucin
Fra fjærne Samarkande.
Fra Fyhn, hvor Huldgudinder
Fremblomstre uden Tal,
En Skok, som knap man finde
I Tyrkens Fruersal
Et Tusind! — Du vil prale!
Et Tusind? — Ja!
Et Tusind fra
Neapels grønne Dale.
Fra Haag og Schevelingen,
Fra Moskau og Stettin
Jeg nævnde, troer jeg, ingen,
Og ingen fra Berlin.
Dog knap du Nogen finder,
Der nævner dig
Hver Glut, som mig
Med Amors Lænke binder.