Hvi svæver du, venlige Due!
Saa suus under Himmelens Sky?
Mon Jægerens Pile dig true,
Hvad heller, o venlige Due!
Du stræber fra Høgen at flye?
Sin Bue ei Jægeren spænder;
Ei Høgen forfølger mit Spor;
Til Glutten, for hvilken han brænder,
Mig Skjalden Anakreon sender
Med Sange og kjærlige Ord.
Han fik mig til Løn af Cythere;
Jeg fulgde ham villig og glad
Høit holder mig Skjalden i Ære.
Til Chloe jeg Breve maa bære
Og mangt et fortryllende Qvad.
Dog loved’ han nys, mig at skjænke.
Min Frihed til kommende Høst.
Dog, Vandrer! du sagtens kan tænke,
At løser han ogsaa min Lænke,
Jeg tjæner ham siden af Lyst.
Hvi skal jeg ti! Bjærgene ile?
Hvi dvæle blandt Torne og Steen?
Hvi frygte for Jægerens Pile
Og søge en kummerlig Hvile
Om Natten paa svævende Green?
Nu piller jeg fineste Krummer,
Og nipper til sødeste Mjød,
Og, fjærnet fra Fare og Kummer,
Paa Lyren jeg synker i Slummer.
Saa lever jeg daglig. Adieu;