Paa sit bryst hun bar en rose,
Kun en knop med lukket krone,
Aldrig dog jeg så en rose
Halv saa yndig, halv så rig.
Mens musiken om os bølged,
Væved om os tryllenettet,
Til min arm i dansen støttet,
Svæved hun paa letten fod.
Ikke mer mig selv jeg kendte.
Dette mod, mit hjerte følte,
Disse ord, min tunge talte,
Ord og mod — hvor kom de fra?
Kom de fra mit væsens dybder,
Fra en kilde, end ej anet,
Eller mon en gud det var, som
Skød mig dem i sjæl og sind?
— Og det var, som vore sjæle,
Bårne frem af tonestrømmen,
Favnedes i lyse drømme,
Mødtes i et saligt kys.
Under os og bag os daled,
Svøbt i tåge, tid og timer,
Over os i lys sig højned
Evighedens stjernehvælv. —
På sit bryst hun bar en rose,
End en knop med lukket krone;
Se! I dansens lyse stævne
Svulmed knoppen og sprang ud.
Kun et flygtigt sjælemøde,
Kun en halvt udsprungen rose —
Aldrig dog jeg så en rose
Halv så yndig, halv så rig.