Farvel for denne Sinde,
I gode Folk, I Folk af Pap!
Og Gud ske Tak, fordi jeg slap!
I har det kvalmt herinde.
Eders Lag
Er Nid og Nag
De hyppigst sete Gæster, —
Ud i den store Foraarsdag
Med disse siste Rester!
Brus om mig, Lysets Strømme,
Og skyl min Tanke frisk og kæk!
Skyl Bitterhedens Irgrønt væk
Og alle onde Drømme!
Ud i dit Baal
Fra Maal til Maal
Som Ørn min Længsel sejler, —
Min Sjæl, vær som et slebet Staal,
Hvori sig Verden spejler!
Det store Skønhedsrige,
Som vælder frem langs Alfarvej,
Det venter kun paa dig og mig,
Min egen glade Pige!
Det i vort Sind
Skal straale ind
Med Sundhed, Liv og Grøde
Og fjernt i Mindets Efterskin
Gjennem vor Fremtid gløde.
Du har jo lært mig Glæden,
Som før jeg kjendte kun af Navn;
Du jog paa Flugt de syge Savn
Og gav mig Tro i Steden.
Er end jeg svag
Af Nederlag,
Det jævnes vel med Tiden,
Ud i den store Foraarsdag
Med dig, med dig ved Siden!
