Af Vinternatten favnet
Sover den store By.
Hist pipper som Sæd over Mulde
Af Skyerne Maanens Ny.
Dag med det hurtige Pulsslag!
Natten er kold og lang.
Ene! ene! ene!
Min Skæbnes evige Sang!
Jeg véd, hvor der blunder to Øjne
Og stiger og synker et Bryst,
Jeg véd to dejlige Arme,
Som vel kunde give mig Trøst.
Men Natten har intet Hjerte;
Frem stirrer den kold og stum
Og vælter de ensomme Stjerner
Gjennem det evige Rum.