Jeg véd et Sted, kun søgt af faa,
Skøndt nær Turistens Alfarveje, —
Et Sted, hvor brune Klipper staa
Omkring et gammelt Borgeleje.
Dér kigger Gyvlens gule Dusk
Nysgjerrigt frem af Murens Sprækker;
Fra Kældrens Bund en Hyldebusk
Sin grønne Skærm mod Lyset rækker.
Hvor harniskklædte Kæmper tren,
Dér toppes nu de grønne Banker,
Og om de røde Munkesten
Har Snerlen viklet fine Ranker.
Et ensomt Sted, kun søgt af faa,
Vemodigt, som en Drøm om Lykke, —
Den Gaades Ord, det grunder paa,
Er vævet sært af Lys og Skygge.
Men gaa en tidlig Sommerdag
Ad Stien, som sig bugtet slynger
Ind under mørke Fyrrers Tag
Og langsmed vilde Rosers Klynger!
Maaske da Stedets Poesi
Sin Dobbeltstemning vil dig klare
Og Gaaden, der er gjemt deri,
Som i et Syn dig aabenbare.
Her rejste tvende Slægters Had
En Stridens Storm i svundne Dage;
Den splitted Borgens Stenværn ad,
Dens triste Spor er kun tilbage.
Og ude dér paa Pyntens Hang,
Hvor Skovkonvallens Klokker kime,
Dér drømte hun og jeg engang
Vor Elskovs første Foraarstime.