Hvad er det blanke i Brynet derude?
Er det Vand eller staalgraa Sky’r?
Aftenens siste daanende Rødt
Staar stribet derover — —
Det er Havet!
Dejlige Hav!
Mit Hjerte svulmer af Glæde,
Naar fra Bakkekammen jeg ser
I Fjernet din skinnende Stribe.
Jeg vil sætte mig her ved din tangstrøede Strand,
Føle din Fraade stænke min Kind,
Høre din mægtige, Sørgmod aandende Sang,
Som jeg hørte den før,
Drømme dine Drømme
Og glemme mig selv
— For en Stund.
Jeg drømmer, Hav, at du er Jordens Hjerte,
Svulmende evigt af evige Længsler,
Vældige, brænding-bristende Haab,
En uhyre, kosmisk Lidenskab,
Som ingen forstaar,
Som jeg gysende aner.
Jeg drømmer, at din drønende Rhytme
Er en Stønnen efter Fred,
Et aldrig bønhørt Raab om Forløsning;
Jeg drømmer, at Stormen er din rasende Klage,
Havblikket dit Smil,
Dit Vemodssmil.
Af dine Vande
Løfter sig Landet med vexlende Ynde,
Med Markernes Tavl og Skovenes Mørkning
Og Menneskemyrernes Tuer.
Du ruller dine Bølger i favnende Buer
Ind under Strand
Og sender i Somren din saltsvangre Aande,
Sundhed bringende, livsforfriskende
Ind over Land.
Kold er du selv, men din kølige Nærhed
Luner i Vintren den frysende Jord.
Men — rejser du dig at slutte den i Favn,
Da lægges den øde.
Thi din Ømhed er Sundhed, er Liv, er Kraft; —
Men dit Kys er Død!
Elsker du Landet, tungt aandende Hav? —
Jeg drømmer, at mit Væsen er en Del af dit.
Engang vil jeg dø
Og forgaa i dine Bølger;
Dine Vande skal sluge min Sjæl,
Blande den med din;
Og mit siste Suk
Fare hen i din evige Klage!