Der lagdes en Skat
Hist, hvor Lysene brænder,
En graadsvanger Nat
Af forbryderske Hænder.
Med Méned og prægtige
Løgne den vandtes,
Og derfor med mægtige
Runer den bandtes.
Men hver Gang det dunkler,
Og Englene sover,
Saa lokkende funkler
De Blaalys derover.
Med Sollys det spøger,
Med Løfter det drager. —
Ve den, som forsøger!
Ve den, som forsager!
Det frister med Sang
Uden Ord, uden Stemme.
Jeg lytted engang
Og kan aldrig forglemme!
Engang var der Mod,
Hvor nu Tomheden raader.
Det suged mit Blod,
Og det levned kun Gaader.
Nu sidder jeg sløv
Ved de tømte Laguner
Og lytter mig døv
Efter løsende Runer.
— Jeg ser kun et Lys,
Der staar blaat over Skatten.
— Jeg hører med Gys
Kun et Nødskrig i Natten.