Paa Himlens Sø den blanke Maane svømmer
Og lysner Skyens Rande gylden-blødt;
I Løvets Næt et dæmpet Halvlys drømmer.
Naturen tier.
Bag Nattens Vingedun den hviler sødt.
Nu hersker Søvnen, Skabningens Befrier.
Men fra mit Hjertes Gjem
I Taushed glider frem
Et Skyggeliv, som længst jeg troede dødt.
I Digterdrømme fra min Ungdoms Dage!
Hvad vil I mig med Eders slukte Blik?
Den Vaar, som visned, vender ej tilbage.
Blev ej til Døden
I viet af den bitre Tid, som gik,
Mens Hjertet skreg mod Gud i sin Forbløden?
Har jeg med Taarers Bod
Og med mit Hjerteblod
Ej kjøbt i Draaber Fredens Dvaledrik?
Jeg føler Gyset som i fordums Tide,
Men svagt — det er, som hørte fjernt jeg Trin
Og saa mit eget Gjenfærd mod mig skride.
Nat, Livets Amme!
Se, fra min Ungdoms Dage var jeg din;
Dit Mulm jeg elsked mer end Solens Flamme.
Favn du min Sjæl til Ro!
Dig vier jeg min Tro,
Til glemt jeg sover under Dødens Lin.