Du lever ej dit Liv paa Borg;
Det er din egen Fryd og Sorg,
Som fylder Hjertets Rum;
Og hvor der pjattes efter Norm,
Med lavet Sjæl, i lavet Form,
Dér bli’r du altid stum.
Men blot et ærligt Hjerteord
I Talens Løb forbi dig fo’r,
Strax fik dit Øje Glød.
Og tit jeg saa, din Sjæl gi’ Svar
Som Guldets Tone, skær og klar,
Naar sanddru Kaldet lød.
Hvor Glædens Kilde sprudled kaad,
Du øste kæk med Haanden vaad
En glimtfuld Perlehøst.
Og jeg har set ved Smertens Graad
Dig lytte til med Kinden vaad
Og Tanken klar til Trøst.
Paa denne Jord, hvor kun saa faa
Tør vælge Vejen, de skal gaa,
Gik du din egen kun.
Du blev dig selv i al din Færd;
Og som du er, har jeg dig kjær,
Saa stærk, saa sand, saa sund!
6/8 94.