Valdemar Rørdam (1872–1946)

Mine Damer og Herrer!

De, der lønner eller straffer

Skønheds flyvende Sommer efter Lovparagraffer;

de kommunale Portnere ved Porten til Parnas,

der arresterer Lærken, når den har glemt sit Pas,

og ingenlunde tilstår en Cikade Plads i Templet,

før den Smås Violin er partipolitisk stemplet —

de vil udentvivl forfærdes, når jeg, „Chauvinisten”

og „Prædikanten”, hylder Djævlerierne og Gnisten.

Men jeg vover her at tro mig i det Ultima Thule,

hvor Himlen står åben for alle frie Fugle.

Krig er der udi Asien, Krig udi Europien.

Men vi bor iaften i Fredens Land, Utopien.

Trygt perser vi tilsammen vore Hjerters Oliven

og danser Fakkeldans over Eggen af Kniven,

imens Orkestret spiller — det usynlige Orkester,

som fylker Rigets Folk og fortryller Kongens Gæster.

Utopiens Drot, ham er det, vi samles om iaften.

Hans Trone er en Trefod; og trefoldig Kraften.

Vi såe ham først en Junidag, rødmusset smilende

henstrakt i Græsset på Diget under Pilene,

med Solblink i Øjet og Blæstbrus i Håret.

Han spillede på en Fløjte, som han selv havde skåret.

Han lignede en Hyrde. Eller hvad var det han lignede?

Han blæste på sin Fløjte, og Fløjtens velsignede,

solglade, blæstkåde Toner og Triller

fik Svar allevegne fra usynlige Kilder.

Der gik et syngende Sus igennem Hegnene,

en Byge af de kådeste Indfald kom regnende;

og ved Stendyssens Fod sprang en Æblerose ud,

fint blegrød og fint duftende som en Ungpiges Hud.

Over Rugen, der ludede lyttende med Axene,

kom bittesmå himmelblå Sommerfugle flaxende;

som i Øjekast kom de, tøvende, bly,

snart en svulmende Bølge, snart en flygtende Sky.

Og man vidste ikke rigtig — for den Fløjte gjorde svimmel —

hvad der virkelig var Sky, eller Bølge, eller Himmel.

Fornam kun i en duftsvanger Pavse mellem Tonerne,

at nu var det Natten, der suste i Kronerne:

Lavt henover Landet strøg Sødme fra Lindene,

det fjerne kom nær, og vi greb det forsvindende.

Som honningfyldte Blomster i en Linds dunkle Hvalv

hang Stjernerne ned; vi kunde nå dem; og de skjalv.

Og se, nu var de Øjne, der stod fulde af Tårer,

så lykkelige var de. Mellem de sovende Gårde,

i det dugvåde Græs, lød kun Billernes Drys —

og to, som var ude, blev tavse i et Kys,

i det første fuldstændige, sandelig det første,

alt gav de og tog de, skulde aldrig mer tørste.

De rejste sig omsider. En Sommernat får Ende.

Hvor var Hyrden blevet af? Hvor var Fløjtespilleren henne?

De skimted kun et krushåret Hoved, der smilende

nikkede til dem og blev borte mellem Pilene.

Og på Markvejen, ind mod det nærmeste Skovdrag,

hørte de en Lyd som af lette små Hovslag . . .

Hvem end Hyrden havde været, hans Fløjte var et Scepter.

I den Guldkunst at lytte gjorde den os til Adepter.

Som en Vårbrise legende, som et Hjerteslag sitrende,

havde den op over Skranken og tværs gennem Gitrene

ført os ind i et Land, hvor kun de udvalgte kommer:

I Utopiens Rige, i den danske Sommer.

Og i Ungdommens Land, det forunderligt klare,

hvor, når Længslen tør kalde, strax Lykken må svare;

hvor Dagen er en Sommerfugledans over Sletterne,

og hvor Stjernerne hænger, så man kan nå dem om Nætterne.

Og vi råbte med Fryd: Hil Utopiens Drot!

Han fløjter, og vi flyver. Hans Åg gør os godt.

Næste Gang var det stadigvæk Sommer. Men August.

Hist og her i det grønne såes Pletter af Rust.

Hveden lå som et Malmskjold over Brinken langs Kysten,

og Rugen stod i Hove. Det var midt under Høsten.

Fuglene tav. Men istedet sang Leerne.

Og i Haven bag Hegnet, dèr viftede Bleerne.

Våren var til Ende. Man vejede Følgerne . . .

Da stod han på Stranden, opstegen af Bølgerne!

Man åbnede Munden. Javel. Og så tav man.

Det var — ja, det var jo en virkelig Havmand!

Frigjort var Tankerne, frie var Moderne;

dog vendte strax alle små Billeder Hoderne:

Den Badedragt, Herren dernede på Stranden

tren frem i, var den, som Vorherre gav Manden!

Han tænkte ikke stort på, hvordan han tog sig ud

med de drivvåde Lemmer, den vejrslagne Hud.

Han kom åbenbart fra lidt saltere Strømme,

end dem, hvori Selskabet plejer at svømme.

End lytted han, halvt filosofisk, halvt drømmende,

ned efter Tangskovens Tavshed i Strømmene,

hvor Søslangen leger — lidt farligt for Fiskene!

Dog følte han Luftsuset om sig forfriskende.

Var hans Verden i Dybet? eller muligvis her?

Ialtfald: Det var et behageligt Vejr!

Og han løftede mod Solen sin furede Pande;

Blikket lyste som Lys gennem grøngyldne Vande.

Han satte for Munden sit perlemor-skinnende

Horn — det var snoet som af Havet og Vindene —

og blæsende Fanfare paa Sneglehushornet

skred han op over Skrænten og ind gennem Kornet

Særsyn såes, hvor de Toner kom skyllende:

Sindige Følhopper rendte fra Føllene,

forspændte Vallaker stejlede foran Vognene

og vrinskede som Hingste, så det skingrede gennem Sognene.

Hveden spirede på Roden og Rugen i Hovene;

Majløv sprang ud mellem Høstløv i Skovene;

uden Hensyn til Årstiden blev der en svimlende

Fugleflugt og Fuglesang højt op i Himlene.

Og ærlig talt: Hvorfor skulde vi skjule,

at ikke blot Planter og Husdyr og Fugle

tog Del i den melodramatiske Handling:

Også blandt Mennesker såe man Forvandling:

Gyngestole gynged i længst forladte Stuer —

og før de vidste af det, blev Pigebørn Fruer.

Dog mere mærkværdigt — efterdi Kød er Hø —

er, at mer end een Moder påny blev til Mø,

så løndomsfuldt lukket, så længselsfuldt bange,

som for hundred År siden, som før hun lod sig fange —

mens unge Mænd og Kvinder, hvem Tunghørhed skånede

for Havhornets Trolddom, stod gamle og grånede

af Ærgrelse over al den Galskab og Særhed,

hvis Grund var en Gåde for deres tunghøre Tværhed.

Men Havmanden blæste i sit Horn, så det tordnede.

Han blæste dem et Stykke; og Synsranden sortnede.

Lyn slog i Zigzag, og Børn krøb under Dynerne,

meget forstandigt: Der blev Vildskab i Synerne.

Selv den meget seende Sol krøb i Skjul,

da en ældgammel Himperigimpe slog Hjul.

Ved bunddemokratiske Sammenkomster

nikkede pludseligt sorte Blomster,

og troværdige Folk hørte Helhesten stampe,

da den løb løbsk af Skræk for Afrodites Dampe — —

mens Exprestog ad tonende Månestråle-Skinner

førte Skønhed og Visdom til den lykkelige Finder.

Alt indtil Havmanden atter

tog Hornet fra Munden og med en Latter,

der ligned et Hulk, lod sig synke i Sundet.

Der brast et Par Bobler, så var han forsvundet.

Og alt var igen kun en Dag i August

med Græsset og Løvet lidt plettet af Rust.

Men vinrød og purpurblå snoede derude

den spejlblanke Strøm sig som Røg mod en Rude,

og sort igennem Spejlet, snart synkende tilbage,

skar noget som Kammen af en Slange eller Drage . . .

Hvem var han, den Havmand, der blæste i Hornet,

så vi lyttende glemte både Bleerne og Kornet

for ikkun at vide, hvad fordum vi vidste,

med Hjerter, der vovede at svulme og at briste? —

Hil, hvisked vi, hil dig, Utopiens Drot!

Du blæser, og vi blomstrer. Din Svøbe gør os godt.

Det er en besynderlig Måned, September,

hvor sentfødte Blomster højt blussende kæmper

med Genfærd af Søstre, der bittersødt fristende

kommer langs Jorden med Trækvinden listende.

Var det September? Det var det velsagtens.

Det var ialtfald i Angstens og Pragtens

udvendigt knejsende, indvendigt bævende

Måned, med Duggen i Spindelvævene.

I den kølige Kvæld flød en brændende Flåde

af Skyer, af Skibe. Vi forstod, hvad det spåede.

Da revnede Marken. Af dens rygende Skød

steg en Skikkelse, kulsort og flammende rød,

og stod midt i Kresen. Vi alle havde rejst os.

Var det Nordboen Vølund? eller Grækeren Hefaistos?

Hærget, det var han, og hærdet, af Flammer.

Men hvor var hans Ambolt, og hvor var hans Hammer?

Han holdt i sin Hånd kun et underlig bekendt,

og underlig fremmed, blodfarvet Instrument —

en Art af Sækkepibe, hvis Bælg var et Hjerte,

der slog frit i Luften. Vi tænkte: Hvad er det?

Men ingen turde spørge, og ingen turde smile.

Ved Afgrundens Rand satte Guden sig til Hvile

med Benene ud over, trygt, som var han ventet.

Han blæste sin barske Sjæl ind i Instrumentet,

og ud af dets Huller begyndte det at hvine

som Storm i en Fjeldkløft, som Mennesker i Pine,

som Åndernes Bespottelser og Klageskrig i Helvede;

og det lo med en Latter, så vi frøs og vi skælvede.

Som ved en Solformørkelse blev Luften gulliggrå;

de fordoblede Skygger skjalv blegt i Markens Strå.

Blåklokkerne hang visne, og de nyligt så kry

sølvkronede Margueriter lå som Klumper af Spy,

omsværmede af Fluer. Og hvor Fluesværmen lettede,

mylred Svampe op af Jorden, modbydeligt plettede

med Bylder af Spedalskhed og anden Dårligdom,

som har sin Plads i Verden, men som få synes om.

Og vi holdt os for Øjnene, vi ønsked vi var blinde,

og hver søgte Trøst hos sin Ven, sin Veninde . . .

Hvor var de kære Træk? de kendte Egenskaber?

Der vred sig et Bundt Slanger, og der dansed en Flok Aber,

og hver såe sig selv som enten Abe eller Slange —

et Syn, der både undred og forfærdede mange.

Men han blæste på sin blodrøde Sækkepibe, Guden.

Det lød som en Vulkans underjordiske Tuden,

til alt blev dødstille. Afgrunden stod åben,

og vi såe, hvor Imperia kastede Kåben —

og hun kaldte, i sin ubarmhjertige Vælde,

os, hendes Elskere, os, hendes Trælle,

med vor brændende Trå til sit iskolde Skød

for som levende Lig at befrugte en død . . .

Hvad kunde vi andet? Imperia bød.

Da rejste sig Guden på Afgrundens Kant;

og ikke en eneste Rædsel forsvandt;

men han smilte, gjorde Guden, og han ytrede nådig:

„Den Dame dernede er grim, og altfor grådig:

Vel sandt, at hun knuser uden Hensen til Dekorum

i et eneste Favntag København og Karakorum;

hendes iskolde Skød og Brysternes Vulkaner

tilintetgør Hære. Men vi veed det vi aner:

At de Hjerter som elsker og de Sind der ikke sover,

skønt de ser hendes Afgrund, kan løfte sig derover.

Og de Tanker som toner, og de Drømme som har Vinger,

de udgør en Hær, som hun aldrig undertvinger.

Ukuelig, det er hun. Men skal vi derfor myrdes?”

Han lo, og hans Åsyn var en Havmands og en Hyrdes.

Selv trefoldig spilled han et trefoldigt Spil,

Horn, Sækkepibe, Fløjte. Alle Rædslerne var til;

men alskens munter Ynde og livskraftig Lyst,

Vårdrømmen, Sommerfryden og den tankefulde Høst

med Æblekødet hvidt omkring de sorte Kerner

og Døgnblomsten vendt mod udødelige Stjerner —

alt dette var tillige. Alt det flygtigt henfløjne

kom flyvende tilbage. Og i hverandres Øjne

genkendte vi os selv. Vi var Mennesker derinde,

mer Mennesker end før, mere Mand og mere Kvinde.

Den bitre Frugt af Kundskabens Træ paa Ondt og Godt

gav ikke Død, men Liv — Tak ske Utopiens Drot!

De, der ønsker Bladguld, må gå til en Forgylder.

Jeg taler om den Trolddom, jeg fandt hos en Fortryller.

Hans Trone er en Trefod, og hans djærve Djævlerier

gør Øret godt i Pavsen, mens Englene tier.

Digtets Rytme, veed De, markeres af Cæsuren;

vi finder Paradis, når vi støder os på Muren.

Hans Gnist er den der slutter vor Væsens Understrøm

fra Dagen, som er Døden, til det Liv, som er Drøm.

Han er Utopiens Fyrste, den skønne Trolddoms Mester.

Det er derfor, vi kan feste iaften, som vi fester.

Hil da hin Panterjæger, vort Drømmelands Orlando,

som bærer Verdensbyrden paa dansk, i et parlando,

blødt glitrende som Rugbølger, spændig-skarpt som Stål.

Han taler vort mangfoldige Hjertes Modersmål —

og blæser os fra Afgrundens Dyb til Stjerners Højde

med sin røde Sækkepibe, sit Havhorn og sin Fløjte!