Orkidé
Til Provstinde Fro Oksen, f. Neergaard.
Til Provstinde Fro Oksen, f. Neergaard.
Det er Rose og Lilje, det hvidt og rødt,
som vi alle så sagtens kan se,
og alle kender vi strax ved Navn
deres duftende Lyst og Ve.
Der er sjeldnere Lys og sjeldnere Duft
i den sælsomme Blomst Orkidé.
Den voxer ikke for hver Mands Dør;
den har svært ved at gro.
Den er ensom og sær fra sin Paradis-Tid,
forvænt med det Lys, den Ro,
hvor en spæd Kolibri glimred luftigt forbi,
og af Mennesker var der kun to.
Og ifald den vil gro og vil blomstre endnu,
denne sælsomme Blomst Orkidé,
er der Mennesker nok, som vil gå den forbi
med Øjne, som intet kan se.
Og den åbner sig nødig, hvor Blæsten er nær,
og den tror ikke Folk, som er tre.
Og dens Søstre er hverken Gran eller Græs,
men Palme og Eukalypt.
Og den løfter sig stolt, hvor lavt den end står,
men skjuler sin Blomstersjæl dybt —
bag et Virvar af Flaggermus-flagrende Løv
i en fast utilgængelig Krypt.
Men den, som har Sans for Blomsternes Sjæl
og mest for den skjulte, måske,
fornemmer fra Dybet en Paradis-Duft
af den dunkle Blomst Orkidé;
og hvert mørkblegt Kronblad har Stråler af Ild,
som den seendes Øjne kan se.
Og bar den en Blomst hvert tiende År,
mens Konval visned ned til Viol —
se, mens Roserne blegner og Liljerne døer,
vil den stå i sit Glas ved din Stol,
uforanderlig stolt. Den har gemt og beholdt
sin Drøm om den evige Sol.
Intet Ondt være sagt om Rosens Pragt!
Lad Rosen rødme og le:
Lad Liljen lokke for Hytte og Slot
med sin lysende duftende Ve:
Som en spæd Kolibri glimrer Drømmen forbi
med en Dejlighed, færre kan se,
og din dunkle Krypt ånder evighedsdybt,
uforanderlig sødt, Orkidé!